Drastisk fald i offentligt ansatte

»Vi vil ikke love øgede udgifter«, siger finansministeren.

Foto: Christian Als

Efter årtiers konstant stigning falder beskæftigelsen i den offentlige sektor nu med stor hast. Siden sommeren 2010 er der blevet 23.000 færre offentligt ansatte, viser nye tal.

Det er især de såkaldt »varme hænder« inden for pleje, sundhed og undervisning, der bliver færre af, mens beskæftigelsen i staten stort set er uændret.

Formanden for Kommunernes Landsforening og borgmester i Horsens Kommune, Jan Trøjborg (S), bekræfter, at kommunerne har sparet »mærkbart« på personalet de senere år, og formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, kalder udviklingen »dybt bekymrende«.

Forbundsformand Dennis Kristensen fra FOA siger, at besparelserne »rammer velfærden«, og at den ny regering ser ud til at overtage den gamles målsætning om nulvækst i den offentlige sektor.

Før valget lagde S og SF op til en vækst i den offentlige sektor på 1,4 procent, men regeringen vil først have styr på det offentlige underskud, som er på mindst 85 mia. kr.

»Vi vil ikke love øgede udgifter, før vi er helt sikre på, at vi har pengene. Kommunerne skal overholde de økonomiske rammer,« siger finansminister Bjarne Corydon (S).

Han afviser al tale om løftebrud: »Forskellen til den tidligere regering er, at vi på sigt vil bruge langt flere penge på velfærd først via øgede skatter på syv mia. kr. og dernæst via reformer,« siger finansministeren.