Draghi ventes at holde fingrene fra renten

Der er nært konsensus blandt analytikerne og økonomerne om, at Mario Draghi og ECB ikke vil røre ved renten på torsdagens rentemøde.

Foto: ALEX DOMANSKI.
Læs mere
Fold sammen

Der er nært konsensus blandt analytikerne og økonomerne om, at Mario Draghi og ECB ikke vil røre ved renten på torsdagens rentemøde. Det på trods af, at det europæiske økonomi fortsat i bedste fald er i slæbesporet.

50 ud af 55 adspurgte analytikere og økonomer adspurgt af Bloomberg venter, at ECB fastholder renten på 0,75 pct. ved dagens møde, mens fem venter en sænkning til 0,50 pct. Hos Nykredit venter analytiker Mads Koefoed ligesom flertallet, at renten bliver fastholdt.

- Den tiltagende svækkelse af økonomien har øget sandsynligheden for en nedsættelse af styringsrenten fra 0,75 pct., men vi forventer ikke, at det bliver en realitet på dagens møde. Heller ikke den marginale udlånsrente og indlånsrenten bliver der pillet ved, vurderer Mads Koefoed fra Nykredit Markets.

Han venter, at overskudskapacitet, høj ledighed og Eurozonens svækkede økonomi vil stække inflationen, der hos Nykredit ventes at lande på 2 pct. i 2012. Derudover mener Mads Koefoed, at ECB's primære fokus har været at få de allerede lave renter til at slå igennem i hele Eurozonen. Her vil endnu en rentesænkning ikke gøre en markant forskel.

Også hos Jyske Bank venter man, at renten bliver fastholdt.

- Vi venter, at renten bliver fastholdt på rekordlave 0,75 pct. Det gælder også selv om økonomien stadig er meget svag, og selv om ECB overvejede at nedsætte renten på december-mødet. Vi vurderer, at den spæde bedring, dvs. stabilisering, i konjunkturindikatorerne og bedringen i de finansielle forhold vil være tilstrækkeligt til, at ECB endnu en gang holder krudtet tørt, skriver Jyske Bank og fortsætter:

- Vi venter således, at ECB vil holde renten stabil i en rum tid endnu og i stedet fokusere på at øge pengepolitikkens gennemslagskraft, der stadig lider under den store finansielle fragmentering og de høje risikopræmier i Sydeuropa.