Domstoles nye it-system er år forsinket og langt over budget

It-system til domstolene er år efter planen stadig ikke klart, og budgettet er mangedoblet, skriver ITWatch.

Domstolsstyrelsen er langt bagud med et nyt it-system. Free/Www.colourbox.com Fold sammen
Læs mere

Et it-system til Domstolsstyrelsen er forsinket med flere år, og budgettet er vokset fra 63,1 til 160,9 millioner kroner. Det skriver branchemediet ITWatch.

Systemet skulle digitalisere civile sager, og planerne blev lanceret i 2009. Projektet skulle have været færdigt i 2010, men efter en stribe forsinkelser er det nu planen, at systemet er klart i 2018.

Senest har Folketingets Finansudvalg måttet bevilge yderligere 26,1 millioner kroner til projektet.

»Det er nogle uacceptabelt store forsinkelser. Alene den teknologiske udvikling fra 2010 til 2017 har været kæmpestor. Når man er ude i store forsinkelser, kommer man hele tiden til at halse bagefter,« siger Liberal Alliances it-ordfører, Joachim B. Olsen, til ITWatch.

Også Venstres it-ordfører, Torsten Schack Pedersen, mener, at forsinkelsen er utilfredsstillende.

»Det er bare for ofte, at vi skal betale så store regninger og begå så store fejl, så der er grundlæggende behov for, at staten bliver bedre til at lave de her it-projekter,« siger Torsten Schack Pedersen til branchemediet.

Staten har haft enorme problemer med it-projekter de seneste år. Det gælder inddrivelsessystemet EFI og systemer til udbetaling og kontrol med overførselsydelser, der er forsinkede og over budget.