Diskoteker føler sig diskrimineret af Skat

Skattemyndighederne går alt for hårdt til nattelivet, mener brancheforeningen Horesta. Skat kan ikke genkende kritikken.

Diskoteker føler sig diskrimineret af Skat Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

For en uge siden slog Skat til mod det fynske natteliv. Mens glade gæster festede løs i Odense og Kerteminde, blev der udstedt bøde efter bøde til værtshuse og diskoteker med rod i regnskaberne og ulovlig arbejdskraft bag baren.

Men skattekontrollørerne er alt for nidkære, når det gælder nattelivet. Det mener Kaare Friis, der er erhvervsjuridisk chef i Horesta. Til Fyens Stiftstidende fortæller han, at Skat altid dukker op på de mest ubelejlige tidspunkter.

- Vi har det jo godt med, at Skat kontrollerer vores branche, men det er et problem i nattelivet, at de altid kommer, når der er mest travlt. Så kan de konstatere, at der ikke er udstedt fakturaer til kunder og at vi ikke kan opgøre salget, når de kommer, siger Kaare Friis.

Når Skat uddeler bøder i nattelivet, skyldes det blandt andet et krav om, at der skal være kasseapparater alle steder, hvor der er salg - ikke kun i baren, mens også ved indgangsdøren og i garderoben. Men det er dybt urimeligt, mener man i Horesta.

- Mange steder gør først pengene op, når aftenen er slut, så når Skat kommer midt på aftenen, er der ikke lavet et regnskab endnu, og så kræver de et kasseapparat. Men det er meget dyrt, siger Kaare Friis til Fyens Stiftstidende.

Hos Skat afviser man kritikken fra restaurationsbranchen. Nattelivet er ikke særligt udsat for nidkære eftersyn, siger specialkonsulent Brian Bunk fra Skat i Svendborg.

- Sidste år havde vi samme problem i frisørbranchen, hvor mange heller ikke havde kasseapparat, så vi er ikke specielt ude efter restaurations-branchen. De får nøjagtig samme tur som alle andre, siger han.

Og der er godt grund til at dukke op, når festen er på sit højeste.

- Det er bevidst, at vi kommer, når der er mest travlt, for det er der, de har gang i alle deres folk, men vi prøver at gøre det så gelinde, som vi kan, så vi ikke fjerner alle dørmænd og bartendere på én gang, siger Brian Bunk til Fyens Stiftstidende.

Hvis et diskotek efter Skats mening mangler et kasseapparat, udløser det en bøde på 5.000 kroner.