Godmorgen.
Velkommen til dagens Business-overblik, hvor vi blandt adndet skal forbi den danske skogigant Ecco, der er hårdt ramt af coronakrisen.
Men vi begynder overblikket med historien om, at både topøkonomer og politikere mener, at regeringen bør gøre som Norge:
Partiledere: Scenarier for åbningen af Danmark skulle have været undersøgt bedre
En lang række lande verden over leder lige nu efter den gyldne vej ud af coronakrisen.
Danmark og Norge er eksempler på lande, der har lukket store dele af samfundet, og som nu står over for at finde ud af, hvordan man genåbner bedst muligt.
I Norge har en ekspertgruppe bestående af økonomer, sundhedseksperter og embedsmænd netop fremlagt udførlige beregninger af scenarier for genåbningen af det norske samfund – fra prisen på et liv til de økonomiske konsekvenser frem til 2030.
Det samme har ikke været tilfældet i Danmark, men havde været klogt at gøre, så regeringen havde haft et bedre grundlag at træffe de svære beslutninger på, siger en række topøkonomer til Berlingske.
»Det er klart en styrke i den norske model, at man samler de forskellige videnskaber og åbent lægger frem, hvad de langsigtede konsekvenser af de enkelte tiltag er. Så kan regeringen tage stilling på dette informationsgrundlag,« siger Michael Svarer, professor i nationaløkonomi ved Aarhus Universitet og tidligere overvismand.
Statsminister Mette Frederiksen (S) annoncerede tirsdag på et pressemøde, at regeringen nu vil indgå i drøftelser med partilederne om at åbne en større del af Danmark.
Men de forskellige muligheder for at genåbne Danmark er ikke blevet undersøgt godt nok, lyder det fra en række partier.
»Det er ikke muligt at træffe nogen beslutninger ud fra det nuværende grundlag, for vi har jo overhovedet ikke noget grundlag. Vi har kun et billede af de tre scenarier, som regeringen har bestilt en vurdering af,« siger formanden for Venstre, Jakob Ellemann-Jensen, der mener, at Danmark bør lave beregninger a la de norske:
»Det er klogt at foretage en kobling mellem sundhed og økonomi som i Norge, så vi kan se, hvad der er bedst at gøre. Vi skal have sat det i værk i en ruf, og jeg ville ønske, at det var blevet gjort tidligere,« siger han.
Regler for 40 mia. kr. stor hjælpepakke blev strammet uden varsel onsdag før påske: »Det er katastrofalt«
Umiddelbart før påske skærpede regeringen kravene til at få kompensation for faste omkostninger. Det skete på det nærmeste samtidig med, at Erhvervsstyrelsen åbnede for ansøgninger om kompensationen. Tiltaget gør ordningen stort set ubrugelig for virksomheder, der kom ud af 2019 med et underskud uanset årsag.
Resultatet er, at medie- og contentbureauet Heartbeats med tidligere studievært og DJ Le Gammeltoft som stifter og direktør sammen med en lang række andre kriseramte virksomheder må vinke farvel til kompensation for faste udgifter.
»Stramningen betyder, at der ingen hjælp er at få. Det er katastrofalt. Og det er det for rigtig mange iværksættere og vækstvirksomheder,« siger Le Gammeltoft.
Erhvervsministeren giver EU skylden. Læs mere her.
Ecco forudser, at coronakrisen sluger en stor del af milliardoverskuddet
Den igangværende krise rundt om på kloden er også hård ved familieejede Ecco.
Skokoncernen kom ud af 2019 med et overskud på 1,5 mia. kr. Men adm. direktør Steen Borgholm krydser fingre for, at 2020 i bedste fald ender uden underskud.
Ecco blev ramt af krisen i Kina i årets første måneder, og den er siden fortsat til markederne i Europa, USA og Rusland, hvor en lang række af Eccos egne butikker på markederne samt engroskunderne er lukkede.
Men når butikkerne åbner, vil der ifølge topchefen fortsat være et pres på indtjeningen.
»Vi får otte til ni måneder med permanent Black Friday,« siger han.
Her er tre ting, du skal holde øje med på aktiemarkederne i dag
Chefstrateg hos Nordea, Anders Østerheden, giver sine bud på, hvad der sker på aktiemarkederne i dag:
Globale aktier havde en god i dag i går, med stigninger på over to pct., særligt løftet af en stærk amerikansk handelssession. Det med undtagelse af energisektoren, som blev ramt af den fortsatte usikkerhed på oliemarkederne. I dag får vi en række interessante tal fra den amerikanske økonomi for marts, hvor coronaudbruddet først bølgede ind over landet. Vi får tal for detailsalget, industriproduktionen og New York Feds fremstillingsindeks. Det bliver interessant at se, hvor meget coronavirussen har betydet for den amerikanske økonomi i den første fase af udbruddet i USA.
Vi får også nyt fra centralbankerne, hvor Bank of Canada annoncerer sin beslutning omkring renten, ligesom vi hører fra en af centralbankcheferne i USA, nemlig Bostic, der skal tale. Centralbankerne spiller og har spillet en afgørende rolle i kampen for at holde hånden under den globale økonomi under coronakrisen, og derfor er det interessant at høre, om der er nyt på bedding fra den kant.
Endelig skal man som investor også holde øje med regnskaberne, der er begyndt at trille ind. I dag får vi en række regnskabstal fra de store banker som Bank of America, Citigroup og Goldman Sachs. I gårsdagens regnskabsaflæggelser fra giganterne J.P. Morgan og Wells Fargo står det klart, at bankerne forbereder sig på den kommende store nedtur og sætter kapital til side, når de unægteligt vil opleve flere, der i den kommende tid ikke kan betale deres lån tilbage. Fremadrettet er der ingen tvivl om, at regnskaberne vil være påvirket af coronakrisen, men ligesom analytikere rundt omkring i verden er udsigterne for disse virksomheder også slørede, da man ikke kender vejen til genåbningen af økonomierne. Nogle firmaer har derfor også allerede tilbagetrukket deres egen guidance.
Markederne her til morgen:
USA
Dow Jones +2,39 pct.
S&P 500 +3,06 pct.
Nasdaq +3,95 pct.
Asien (indeks kl. 6.30)
Japan Nikkei 0,00 pct.
Hongkong Hang Seng -0,09 pct.
Shanghai Composite Index -0,15 pct.