DI: Usikkerhed om Brexit kan bremse investeringer

Usikkerheden omkring Storbritanniens fremtidige tilhørsforhold til EU vil lægge låg på danske investeringer i landet vurderer industriorganisationen Dansk Industri (DI).

Foto: FRANCOIS LENOIR. Usikkerheden omkring Storbritanniens fremtidige tilhørsforhold til EU vil lægge låg på danske investeringer i landet vurderer industriorganisationen Dansk Industri (DI).
Læs mere
Fold sammen

Effekten af generel usikkerhed omkring Brexit vil således på kort sigt give de danske virksomheder et tab i konkurrenceevne, da det højst sandsynligt medfører en svækkelse af det engelske pund. På længere sigt vil det ifølge Anders Ladefoged, der er europapolitisk talsmand i DI, få virksomhederne til at famle i blinde i forbindelse med fremtidige investeringer, da konsekvenserne ved en evt. britisk udmeldelse af EU er ukendte.

Det skriver Børsen.

- Som virksomhed vil man holde igen eller omdirigere investeringer. Det har vi set under finanskrisen, hvor virksomhederne holdt igen på investeringerne, og det bliver til en selvforstærkende ond cirkel, hvor man som investor hele tiden udskyder sin beslutning, siger Anders Ladefoged til Børsen.

Blandt danske virksomheder holder man ifølge Børsen snuden i strategisporet og undgår kortsigtede ændringer, indtil omstændighederne er mere kendte.

- Vores langsigtede investeringer er uafhængige af, om Storbritannien er med i EU eller ej. Det er et vigtigt marked for os, og vi vil hele tiden udbygge og forsvare den position, vi har i Storbritannien., siger Lars Rasmussen, administrerende direktør i Coloplast, der har Storbritannien som sit største marked, til Børsen.