DI: Skattelister kan bremse investeringer

Erhvervsorganisationen DI mener, at den nye åbenhed over danske selskabers skattebetalinger kan føre til færre investeringer, reduceret velstand og lavere skatteindtægter.

DI advarer mod Skats nye lister over, hvor meget virksomheder betaler i selskabsskat. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kristian juul Pedersen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Skats nye lister over, hvor meget danske virksomheder betaler i selskabsskat, er udtryk for et politisk selvmål. Det mener erhvervsorganisationen DI.

Regeringspartierne og Enhedslisten vedtog tidligere på året en lov, der skulle bidrage til mere åbenhed i erhvervslivet, og én af konsekvenserne er, at offentligheden nu kan se på Skats hjemmeside, hvor meget virksomheder betaler i selskabsskat.

Men ifølge Dansk Industri viser de langt fra et retvisende billede af virksomhedernes bidrag til statskassen.

- DI har i en ny analyse opgjort det samlede bidrag fra danske virksomheder til statskassen til 450 milliarder kroner. Hjemmesiden viser udelukkende betalingen af selskabsskatten, og den udgør under en tiendedel af det samlede bidrag, nærmere betegnet 40 milliarder kroner, skriver DIs skattepolitiske chef Jacob Bræstrup i en pressemeddelelse.

Færre investeringer og skatteindtægter

Organisationen påpeger, at skattelisterne stik imod den politiske hensigt kan føre til færre investeringer, reduceret velstand og lavere skatteindtægter.

- Det er ren symbollovgivning. I værste fald vil skattelisterne få den stik modsatte effekt af det ønskede. I stedet for at føre til mere selskabsskat til statskassen, kan de åbne skattelister føre til færre investeringer i Danmark. Og det vil på sigt medføre tab af vækst og velstand – og lavere skatteindtægter, skriver Jacob Bræstrup.

Erhvervsorganisationen mener også, at de åbne skattelister vil forstærke "de mange fejlagtige myter" om virksomhedernes bidrag til samfundsøkonomien.

- Skattereglerne er dybt komplicerede, og det vil give yderligere mytedannelse når skattelisterne ikke er ledsaget af en grundig forklaring. Det kan være helt naturligt - ja endda til tider samfundsgavnligt - at enkelte virksomheder ikke betaler selskabsskat i en årrække, skriver Jacob Bræstrup i en pressemeddelelse.

DI: Gode forklaringer på lav selskabsskat

Jacob Bræstrup påpeger, at der er mange naturlige årsager til, at ellers sunde virksomheder betaler nul kroner i skat et enkelt år eller en længere årrække.

Det kan eksempelvis være fordi de er nystiftede, eller fordi de investerer meget og har høje udgifter til forskning, hvilket giver virksomhederne store fradrag og derfor mindre eller slet ingen skattebetaling.

- Det er der jo intet problematisk i, hverken for samfundsøkonomien eller statskassen. For investeringerne giver økonomisk aktivitet og beskæftigelse - og på sigt også selskabsskatteindtægter, når investeringerne giver overskud til investorerne, skriver Jacob Bræstrup.