DF vil sløjfe nye selskabsskattelettelser

Dansk Folkeparti vil omprioritere en milliard kroner fra selskabsskattelettelser til sundhed. Selskabsskatten skal blive på 23,5 procent, lyder det fra partiformand Kristian Thulesen Dahl.

En milliard kroner skal gå fra erhvervslivet til sundhedsvæsenet, mener Dansk Folkeparti, der en uge inde i valgkampen melder ud, at partiet ikke ønsker at lette skatten yderligere for landets virksomheder.

Regeringen, Venstre, de Konservative og Liberal Alliance vedtog i 2013 løbende selskabsskattelettelser, så skatten for virksomheder trin for trin falder fra 25 procent til 22 procent i 2016.

Men nu vil Dansk Folkeparti sløjfe selskabsskattelettelsen til næste år og i stedet fastholde skatten på de 23,5 procent, som virksomhederne betaler i dag, fortæller partiformand Kristian Thulesen Dahl (DF).

»Vi foreslår, at vi lader skatten blive på 23,5 procent. Vi vil ikke hæve skatten for selskaberne men lade skatten blive på det niveau, den er i dag,« siger han til Berlingske Nyhedsbureau.

Pengene, der frigives, skal i stedet bruges på sundhedsvæsenet.

»På den måde frigør vi over de næste par år en milliard kroner om året, som vi kan bruge på de stigende medicinpriser og den overbelægning, der er på de danske sygehuse,« siger Kristian Thulesen Dahl.

I de seneste dage har hospitalsdirektører og politikere diskuteret, hvad der skal gøres ved de stigende medicinpriser, som tynger sygehusenes budgetter. For syge betyder det, at de ikke nødvendigvis får den medicin, der er bedst for dem, og det er den forkerte vej at gå, siger DF-formanden.

»Vi er endt i en diskussion om, hvorvidt man er nødt til at prioritere sådan, at syge mennesker ikke får den bedste medicin, der er til rådighed, fordi det er for dyrt. Vi synes ikke, vi skal den vej. Vi skal finde flere penge til sundhedsvæsenet, og vi har så et konkret forslag til, hvor pengene skal komme fra, så tingene foregår på økonomisk ansvarlig vis,« siger Kristian Thulesen Dahl.

Regeringen præsenterede i sidste uge et storstilet udspil, der afsætter 39 milliarder kroner til velfærd frem mod 2020 - 15 milliarder er øremærket sundhedsområdet. Onsdag sætter regeringstoppen modtager på nogle af sundhedsmilliarderne og bebuder, at 1,9 milliarder blandt andet skal bruges på dyr kræftmedicin, flere sengepladser og en styrket akutmodtagelse.