DF vil sætte fem mand til at granske skatteskandaler

I stedet for de sædvanlige tre medlemmer vil DF give skattekommission fem - blandt andet en it-specialist.

Dansk Folkepartis skatteordfører Dennis Flydtkjær Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Guldbæk Arentsen

Hvis politikerne på Christiansborg vil have sat gang i en undersøgelseskommission om Skat inden sommerferien, skal de blive enige om et kommissorium inden fredag.

Hos Dansk Folkeparti er skatteordfører Dennis Flydtkjær optimist. Nu gælder det om at få de sidste detaljer på plads, om hvilke skandaler der præcist skal granskes.

- Der tegner sig et billede af, at inddrivelsen, udbytteskandalen og centraliseringen af skattevæsenet skal undersøges, siger DF-ordføreren.

Han håber, at den kommende kommission vil kunne aflægge sin konklusion inden tre år. Og DF er klar til at give kommissionen "ekstra muskler" for at sikre en hurtigere og bredere konklusion.

Dennis Flydtkjær peger på at give kommissionen fem medlemmer frem for de sædvanlige tre:

- Ud over en dommer og en advokat kunne det være en it-sagkyndig og en ekspert i offentlig forvaltning, siger han.

Dennis Flydtkjær affejer dog spørgsmålet om, hvor dyr kommissionen må blive:

- Det er svært at sætte kroner og øre på. Men vi skal geare op og sætte nogle flere ressourcer af til den.

Sammen med Socialdemokratiet har DF argumenteret for, at kommissionen skal aflægge delkonklusioner løbende. Men det kan kommissionen ikke afkræves, erkender Dennis Flydtkjær:

- Når først en kommission er nedsat, kan vi ikke kræve så meget af den, for så er det en uafhængig størrelse, siger han.

- Men vi kan godt sige, at vi ønsker delkonklusioner, hvis det er muligt. Og det vil vi gerne have skrevet ind i kommissoriet. Vi synes, skandalerne er så store og uafhængige af hinanden, at man godt kan konkludere løbende.

Det skandaleramte it-system EFI skulle have stået for skatteinddrivelse, men blev efter års forsinkelser og fejl skrinlagt. Skandalen om udbytteskat resulterede i, at statskassen blev snydt for 12,3 milliarder kroner.

Og det sidste emne, DF vil fokusere på, er centraliseringen af skatteinddrivelsen og besparelser på Skat, som blev besluttet under VK-regeringen og ført videre af skiftende regeringer.

/ritzau/