Det russiske aktiemarked genåbner efter Ruslands invasion af Ukraine

Præcis en måned efter den russiske invasion af Ukraine er det russiske aktiemarked genåbnet for begrænset handel. Markedet åbner – lidt overraskende – i plus, men det er der en god statsstyret forklaring på.

Torsdag kl. 7.50 dansk tid genåbnede aktiemarkedet i Moskva. Sberbank er blandt de 33 aktier, der kan handles i dagens marked. Jure Makovec/Ritzau Scanpix

Da Rusland 24. februar invaderede nabolandet Ukraine, faldt det russiske aktiemarked med 33 procent. Dagen efter genvandt kurserne lidt af det tabte, men så blev markedet lukket, og det har det været lige siden.

I mellemtiden er det regnet ned med sanktioner over Rusland, så dagens delvise genåbning af det russiske aktiemarked er ventet med spænding.