Det økonomiske opsving lever trods faldende PMI

Det europæiske erhvervsliv trækker i februar en smule i bremsen og selskabernes aktiviteter falder ifølge indkøbscheferne.

Det økonomiske opsving lever trods faldende PMI Fold sammen
Læs mere
Foto: MARY TURNER

Det viser PMI-indekset fra eurozonen, der blev offentliggjort onsdag formiddag og viste et fald til 57,7 i februar fra 58,8 i januar.

Der er dog ingen grund til at bekymre sig om udviklingen i den europæiske økonomi, forklarer Steen Bocian, cheføkonom i Dansk Erhverv.

»Niveauet er fortsat meget højt, hvilket indikerer, at det europæiske opsving lever og har det godt,« siger Steen Bocian i en kommentar.

Steen Bocian påpeger, at virksomhederne fortsat ansætter flere folk, og at beskæftigelsen aldrig har været højere i Europa, end den er i øjeblikket. Han vurderer, at uroen på de finansielle markeder formentlig har været med til at dæmpe indkøbschefernes optimisme.

En anden årsag til det lidt ringere erhvervsklima kan være styrkelsen af euroen, vurderer cheføkonom i Nordea Markets Helge Pedersen.

Heller ikke han vurderer dog, at det faldende PMI er alarmerende og aflyser væksten.

»Arbejdsmarkedet er i bedring i alle lande, og der er endda udtalt mangel på arbejdskraft i flere lande herunder Tyskland. Alt tyder derfor på, at væksten i euroområdet også i 2018 vil overstige 2 pct.,« siger Helge Pedersen i en kommentar.

Han advarer dog om, den usikre politiske situation i Tyskland kan påvirke erhvervsklimaet negativt over de kommende måneder.