Det gule tabu

Både arbejdsgivere og lønmodtagerorganisationer er grundlæggende enige om, at det er bedst at holde de fremmarcherende »gule« fagforeninger langt ud i strakt arm. Her kommer forklaringen på hvorfor.

Rikke Brøndum, erhvervsjournalist. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En bestyrelse på en jysk erhvervsskole beslutter, at de såkaldt gule fagforeninger ikke har nogen plads på skolen. I bestyrelsen sidder både repræsentanter for arbejdsgiverforeningen og fagforeningen. Og her er de helt enige.

Men hvorfor nu det, når de ellers så ofte står stejlt over for hinanden? Vi finder forklaringen ved at skrue tiden tilbage til 1800-tallet og den danske models fødsel. Arbejderne kæmpede for bedre vilkår og organiserede sig ud fra teorierne om klassekamp. Septemberforliget i 1899 – arbejdsmarkedets »grundlov« – anerkendte deres strejkeret mod til gengæld at sikre arbejdsgiverne ledelsesretten og nogenlunde ro på virksomhederne. Ren win-win – også for politikerne, som så en fidus i at have to stærke parter til at implementere lovgivningen.

Siden har Christiansborg, DA og LO reguleret arbejdsmarkedet, lige fra Arbejdsretten til almindelig lovgivning. Arbejdsmarkedets parter har stor politisk indflydelse både nationalt som i trepartsaftaler og lokalt som nu eksempelvis erhvervsskolerne. Et lille skvulp i overfladen kom dog i 50erne, hvor nogle funktionærer og tjenestemænd ville frigøre sig af LO-arbejdernes bånd til Socialdemokraterne og sluttede sig sammen i FTF – men i dag har LO og FTF borgfred og skændes kun sjældent om medlemmerne.

Det samme kan ikke siges om de andre alternative organisationer. Sideløbende med LO-bevægelsen opstod en kristelig bevægelse i Jylland i protest mod klassekampen og strejkevåbnet. Den opstod på tværs af fag, mens LOs forbund typisk var tilknyttet ét bestemt fag. I 1980erne begyndte også funktionærer at løsrive sig fra de etablerede forbund, i dag bedre kendt som Det Faglige Hus.

Men da de ikke er en del af arbejdsmarkedets »grundlov«, forhandler de ikke med arbejdsgiverne og har heller ikke den politiske indflydelse. De har da også fået kamp til stregen af de etablerede parter, blandt andet med de såkaldte eksklusivaftaler, hvor nogle virksomheder krævede, at ansatte skulle være medlem af en bestemt fagforening.

De senere år har EU dog pillet ved modellen. I slutningen af 1990erne blev regeringen nødt til at ændre loven om Arbejdsretten, så DA og LOs dommere ikke længere kunne afgøre sager om de alternative organisationer. I 2002 fik de alternative lov til at oprette egne a-kasser, og i 2006 blev eksklusivaftaler forbudt. Derfor har de gule i dag en forretningsmodel med billigere kontingent, da de netop ikke har udgifter til overenskomsterne. Samtidig arbejder deres medlemmer alligevel ofte under LOs overenskomster, fordi de dækker hele fagområder.

På den måde har de alternative scoret tusindvis af LO-medlemmer, og kampen er skærpet, ikke mindst med konflikten på Vejlegården sidste år. Og arbejdsgiverne? De har holdt sig ude af kampen, og de er heller ikke interesserede i at ødelægge den gode ro og orden, man får med én stærk forhandlingsmodpart. Tilbage står, hvem der får størst succes med at organisere de kommende håndværkere, som, alle er enige om, bliver nødvendige fremover.