»Det er ikke en jomfru, men en hore«

En af de mest populære olivenolier i USA er formentligt slet ikke olivenolie. Og den er ikke ene om at være falsk. Olivenolieindustrien verden over er en sump af svindel, fastslår en ny bog.

En arbejder i den sydfranske plantage Domaine de l’Oulivie tømmer en kurv med værdifulde oliven. Frankrig producerer årligt omkring 5.000 tons olivenolie alene til hjemmemarkedet, men branchen er hårdt presset af yderst velorganiserede svindlere fra ikke mindst Italien, der sælger falsk olivenolie over hele verden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Guillaume Horcajuela/Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Capatriti er en populær olivenolie – ikke mindst fordi den er en billig olivenolie.

På hylderne i supermarkedet står den ved siden af sidekammerater, som ofte er dobbelt så dyre eller mere. Tag f.eks. en skikkeligt udseende tønde med tre liter olie. »100 procent ren olivenolie,« står der på den, og der er billeder af ranker fra et oliventræ, olien kommer fra »Capatriti Godset«, og den bliver solgt af en virksomhed kaldet »Gourmet Fabrikken«.

Og prisen? Lige så god som emballagen. Typisk omkring ti dollar.

Ved siden af kan man finde andre tønder med olivenolie, som koster mellem 15 og 30 dollar, så det er ikke et under, at Capatriti har sat sig på 15 pct. af markedet for olivenolie i New York og de omkringliggende stater.

Men der er en grund til, at Capatriti kan sælges så billigt. Og grunden er, at Capatriti ikke er olivenolie, siger brancheorganisationen North American Olive Oil Association, som torsdag lagde sag an. Capatriti er 100 procent ren snyd.

At læse søgsmålet er at læse en agro-krimi med sørgelig relevans for forbrugere i hele verden – også i Danmark.

Herhjemme er forbruget af olivenolie f.eks. steget med 40 pct. siden 1985, og i Danmark som mange andre steder bliver olivenolie betragtet som finere og sundere end andre typer olier.

Når et produkt bliver så eftertragtet, uanset om der er tale om mærkevarer eller madvarer, inviterer det til snyd – og det er i allerhøjeste grad tilfældet med olivenolie.

Tjener milliarder på svindlen

I bogen »Extra Virginity«, som udkom sidste år, siger en italiensk toldchef, at »snyd med olivenolie rummer lige så store profitmuligheder som handel med kokain – og ingen risiko.« Og forfatteren, den amerikanske journalist og olivenolieekspert Tom Mueller, opregner, hvordan fire ud af fem af de olivenolier, der bliver solgt som italienske, er u-italienske, og hvordan 60 pct. af den olie, der bliver solgt som »ekstra jomfru olivenolie«, i virkeligheden er en billigere olie.

Den italienske avis La Repubblica offentliggjorde i 2011 ikke mindre opsigtsvækkende tal om industrien. Bl.a. at Italien hvert år udfører et næsten nytestamenteligt mirakel.

Landet sælger dobbelt så meget olivenolie, som det overhovedet producerer, og La Repubblica forklarer, hvordan, det hænger sammen: Landets »olivenoliemafia« køber et kilo olie i Spanien for 50 cent eller et kilo olie i Tunesien for 25 cent og importerer olien til Italien, hvor de så putter en banderole på med f.eks. et italiensk flag eller en toscansk bondegård og sælger den som italiensk til tre til fire euro per kilo. Altså en fortjeneste på mange hundrede procent.

Det er ikke bare forbrugerne, der bliver snydt. Det gør EUs tilskudsordning også. Den italienske oliemafia får hvert år 5.000 mio. euro i støtte, som den ikke skulle have haft, hedder det.

Anholdelser på stribe

Hvis forbrugerne er heldige, er den om-banderolerede olie vitterligt olivenolie – men kun hvis de er heldige.

I bogen »Extra Virginity« fortæller Tom Mueller om to rustne tankskibe, som i 1990erne gik i rutefart mellem Ordu i Tyrkiet og Barletta, der er en havneby i Syditalien. I Tyrkiet blev skibet lastet med hasselnøddeolie eller solsikkeolie, men når det kom i land i Italien, var olien på papiret ændret til græsk olivenolie.

Korrupte toldere ignorerede falskneriet, og olien blev transporteret til et raffinaderi ejet af den tids største olivenolieproducent, Domenico Ribatti, og her blev olien tilsat kemikalier og farve, så den lignede olivenolie – og vupti.

Ribatti var den rigeste mand i området, men han endte med at blive opdaget, fordi han skaffede sig politiske fjender, og han fik 13 måneders fængsel.

Men svindlen fortsætter.

I april 2008 blev 40 mennesker anholdt, fordi de tilsatte klorofyl til solsikkeolie og rapsolie og solgte det som ekstra jomfru olivenolie. Samme år blev 23 andre producenter anholdt for at om-emballere fremmed olivenolie som italiensk, og i 2010 meddelte de kinesiske myndigheder, at italiensk olivenolie skulle gennemgå »ekstra undersøgelser«, som det hed i avisen Shanghai Daily, »fordi skrupelløse producenter blander olier fra Tunesisen, Grækenland, Spanien og Marokko og sælger dem som ekstra jomfru olivenolie«.

Skurkene slipper for straf

I februar sidste år anholdt spansk politi 19 mennesker, som ejede 30 virksomheder, der købte og solgte olie. De blandede palmeolie, avocadoolie, solsikkeolie og andre billige olier fra hele verden med farve og kemikalier – arbejdet foregik på en biodieselfabrik – og de solgte derefter olien som kvalitetsolivenolie.

Ofte har straffen for den slags været et slag over fingrene, hvis der overhovedet har været nogen. I sidste måned besluttede spansk politi således at droppe retsforfølgelsen af de 19 personer med biodieselfabrikken, fordi – som anklageren sagde – der ikke var sket nogen personskade.

En ny undersøgelse fra University of California fastslår, at tre fjerdedele af al olivenolie i USA er af en usikker kvalitet. Typisk drejer det sig om, at billig olivenolie bliver solgt som ekstra jomfru olivenolie eller jomfru olivenolie, hedder det.

Så udbredt er problemet – og så udbredt er det over hele verden – at forbrugerne ikke længere ved, hvordan en ægte ekstra jomfruolie skal smage, siger Tom Mueller i et interview med The New Yorker. De tror, at den falske er ægte og omvendt.

»Forbrugerne er vant til den falske olie, som typisk har en glat og letfordøjelig smag. Når de så får den ægte vare, som smager af peber og river i ganen, tror de, at der er tale om en falsk eller fordærvet olie.«

Umuligt at sælge så billigt

Det er denne brogede flok af sager, som oliemærket Capatriti nu blander sig med.

Den amerikanske brancheorganisation har længe haft mistanke til Capatriti, fordi ægte olivenolie ikke kan sælges så billigt, og sidste år købte en uafhængig organisation ni tønder eller flasker med Capatriti og sendte dem til den estimerede professor Lanfranco Conte på universitetet i Udine i Italien.

Han testede både oliens smag og kemiske sammensætning, og hans konklusion var klar: Der var ikke tale om olivenolie. Der var »i bedste fald«, som det hedder i søgsmålet, tale om olie, der var kemisk udvundet fra olivensten og skindrester, eller også var der tale om rapsolie.

Selv om olien er udvundet af sten- og skindrester, må den ikke kaldes olivenolie, ikke noget sted i verden, for der ikke er tale om olivenolie. Der er tale om et kemisk produkt. Det kan producenten, The Gourmet Factory, ikke have været uvidende om, hedder det i søgsmålet. Ingen mennesker forveksler olie af den kvalitet med rigtig olivenolie, og det gør bare sagen så meget værre, skriver brancheorganisationen.

Eller som en italiensk ekspert siger i bogen »Extra Virginity« efter at have smagt en forfalsket olie:

»Her er ikke tale om en jomfru. Hende her – hun er en hore.«