Derfor skaber robotter, computere og malkemaskiner tusindvis af nye job

Investeringer i robotter, computere og lignende går hånd i hånd med skabelsen af tusindvis af nye job, viser ny analyse fra Cepos. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, AE, er enig.

Foto: PAU BARRENA. Robotterne øger danskernes produktivitet og det kan give en højere løn.
Læs mere
Fold sammen

Robotter skaber job. Virksomhederne har over de sidste mange år investeret milliarder af kroner i robotter, computere, software, malkemaskiner og samtidig er beskæftigelsen skudt i vejret.

Det viser en analyse som den liberale tænketank Cepos har lavet. Cepos har set på virksomhedernes investeringer i kapitalapparatet.

Investeringerne er i perioden fra 1966 og til 2015 blevet tredoblet fra 2.300 mia. kr. til 6.100 mia. kr. målt i faste priser. I samme periode er beskæftigelsen gået i vejret fra 2,3 mio. personer til 2,8 mio. personer.

Cheføkonom i Cepos, Mads Lundby Hansen, mener derfor, at hele debatten om robotternes indtog er forkert. For flere maskiner giver mere beskæftigelse.

»Vores undersøgelse synes ikke at bekræfte, at flere robotter og automatisering medfører permanent arbejdsløshed. Det, man frygter, er reelt det, vi har oplevet de seneste 50 år. Teknologispring kan naturligvis medføre ledighed for relativt få og erfaringerne er generelt, at de ledige finder job i andre virksomheder og brancher, og at der ikke er tale om permanent ledighed,« siger cheføkonom Mads Lundby Hansen, CEPOS.

Han fremhæver, at robotterne, computerne, malkemaskinerne og andre investeringer i kapitalapparatet gør, at lønmodtagerne kan producere mere pr. arbejdstime.  Og jo mere, der produceres pr. time, jo mere kan man få i løn.

»I perioden 1966-2015 er der en meget nær sammenhæng mellem løn og produktivitet. Ca. halvdelen af produktivitetsstigningen siden 1966 skyldes øget kapitalintensitet. Det vil sige flere maskiner, robotter med videre,« siger cheføkonom Mads Lundby Hansen, CEPOS.

Fremlagt analysen siger cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, AE, Erik Bjørsted, at han enig med Cepos. Han sammenligner den nuværende situation med dengang, vi gik fra at være et landbrugssamfund til at være et industrisamfund.

»Der er nogle, som har fremstillet det som jordens undergang, at vi investere i robotter, men det er bare den udvikling, vi hele tiden har været igennem. Der er selvfølgelig nogle job, der forsvinder men samtidig skaber der nogle nye job,« siger Erik Bjørsted.

»Det er helt klart en udvikling, vi vinder på. Men det stiller nogle krav om, at vi som samfund investere i restgruppen på arbejdsmarkedet. Fremtiden bliver det afgørende, at der ikke er 15 pct. til 20 pct. af en årgang, som kun har folkeskolen som uddannelse,« siger Erik Bjørsted.

»Men hvis jeg skal pege på en økonomi i OECD, der kan klare den opgave, vil jeg pege på den danske. Men det siger selvfølgelig også noget om, hvad vi skal bruge råderummet i den danske økonomi til. Det skal bruges til at investere i mennesker, så vi får løftet deres kvalifikationer,« siger Erik Bjørsted.