Derfor handler det ikke om dem-og-os

Foto: Nils Meilvang.
Læs mere
Fold sammen

Set med erhvervslivets øjne er det stort set ligegyldigt, om rød blok eller blå blok vinder regeringsmagten. Om Helle Thorning (S) eller Lars Løkke (V) bliver statsminister. Afgørende er det, hvem der kan levere varen på to helt centrale områder. Nemlig sikkerhed for, at erhvervslivet kan få de medarbejdere, både faglærte og højtuddannede, som er pivhamrende nødvendige, hvis opsvinget skal løbes i gang og holdes i live over de næste fem-ti år. Og samtidig en reel vilje til at luge ud i den tsunami af regler, kontroller, indberetninger og andre ikke-produktive compliance-opgaver, som er væltet ind over erhvervslivet de senere år.

Indrømmet, det er en skarpt skåret analyse. Kommer der lettelser på eksempelvis selskabsskatten, tager man selvfølgelig også det med, men arbejdskraft og afbureaukratisering står bøjet i neon øverst på dagsordenen. En stor del af arbejdskraften skal hentes uden for landets grænser, og skal regeltyranniet effektivt nedbringes, kræver det ikke bare god vilje på Christiansborg men også i Bruxelles.

Erhvervsledere frygter, at både Helle Thorning og Lars Løkke lader sig drive rundt i manegen af fremgangen for Dansk Folkeparti. Frygten er, at temaet »udenlandsk arbejdskraft« alene kommer til at handle om følelsesmæssigt stærke sager som asylansøgere og indvandring. Og det populære synspunkt om, at så længe vi har hænder i Danmark, uanset om det er ufaglærte hænder eller hænder, der ikke er uddannet til de job, der nu engang er efterspørgsel efter, jamen så skal man ikke lukke op for arbejdskraft udefra. Et synspunkt, der vækker genklang mange steder i det danske samfund, fordi ingen rigtig gider høre om eller orker at sætte sig ind i, hvad det er for en arbejdskraft, der er bud efter. Men også et farligt synspunkt, der risikerer at gøre Danmark fattigere.

Debatten om at få flyttet kontanthjælps- og dagpengemodtagere over i reelle job er væsentlig, ligesom også debatten om hvorvidt det overhovedet kan betale sig at tage et lavtlønsjob, når man er på offentlig forsørgelse, er vigtig. Det har bare ikke nødvendigvis noget at gøre med et helt andet spørgsmål, nemlig at finde kvalificerede hænder til de 200.000 job, der ifølge økonomerne kommer over de næste fem-seks år. Hvis disse hænder ikke findes i Danmark, så er konsekvensen, at virksomhederne må finde andre steder at lægge produktionen. En reel trussel om, at vi risikerer at presse virksomheder ud af landet.

Berøringsangsten og frygten for at sige det forkerte er stor i Danmark. Mange – også i erhvervslivet – går rundt om den varme grød og tør ikke sige politikerne imod. Kun lommeuld kommer af ingenting, mens finansiering af et moderne velfærd kun kan hentes ét sted. Nemlig fra væksten i det private erhvervsliv. Men det kræver, at vi charmerer os frem både i Polen, Pakistan og andre lande med kvalificeret arbejdskraft for at lokke de rigtige hænder til job i Danmark.

Erhvervslivets topchefer bevæger sig i stigende grad frem på banen og deltager i debatten. Det er godt, og det er absolut nødvendigt at få disse stemmer med. Ofte bliver de dog lidt stakatoagtige, og så ender det ofte som et frugtesløst opgør mellem »dem og os«. Altså en gammelromantisk forestilling om arbejderne på den ene side og kapitalisterne på den anden. Det er dog årtier siden, Danmark var opdelt på denne måde. Jo bedre det går for det private erhvervsliv, jo højere bliver bidragene herfra til at finansiere velfærdsstaten, og jo højere bliver danskernes pensionsopsparinger.

Erhvervslivets ledere er ikke voldsomt gode til at kommunikere denne sammenhæng uden at blive docerende og jeg-alene-vide, og i øvrigt heller ikke voldsomt gode til at erkende, at nok er det offentlige et dyrt apparatur, men samfundet stiller en række ting til rådighed for erhvervslivet i forhold til mange andre lande. Infrastruktur, uddannelse, institutioner og så videre.

Bundlinjen er, at vi i Danmark ikke burde tale med to forskellige tunger, men med én tunge, fordi alle har gavn af vækst i den private sektor. Erhvervslivet, organisationer og medier har et stort ansvar for at formidle denne sammenhæng. Præcis som politikere på Christiansborg også har et ansvar for at forstå de reelle sammenhænge i en moderne samfundsøkonomi, og ikke – alene – lade sig drive rundt af følelsesladede emner.