Departementschef: »Jeg fik aldrig læst rapporten«

Skatteministeriets departementschef Jens Brøchner fik aldrig forelagt den rapport fra Skats interne revision, som advarede om risiko for svindel med udbytteskat. Derfor fik han den ikke læst, forklarer han.

Skatteminister Karsten Lauritzen på Christiansborg onsdag den 26. august 2015. Ministeren vil om fire uger have en rapport om, hvorfor statskassen blev lænset for 6, 2 milliarder. Fold sammen
Læs mere

Skatteministeriets øverste embedsmand, departementschef Jens Brøchner, afviser at have ansvar for de forsvundne 6,2 mia. kroner i landets måske største svindelsvag med skattepenge.

Han har de seneste dage valgt ikke at stille op til interview om, hvorvidt han læste og reagerede på den kritiske revisionsrapport om manglende kontrol, som Skatteministeriets Interne Revision afsluttede 30. maj 2013. Men i et skriftligt svar oplyser departementschefen nu, at han aldrig har læst rapporten, der anses for at være central i diskussionen om, hvem der har ansvaret for hvad.

»Der er tale om en sag, som jeg – helt på linje med skatteministeren – tager meget alvorligt,« skriver Jens Brøchner og tilføjer:

»Jeg har ikke tidligere fået forelagt og har derfor heller ikke læst den pågældende revisionsrapport og Intern Revisions anbefalinger,« skriver Jens Brøchner i en e-mail til Berlingske Business.

»Det er Skats opgave at udmønte de anbefalinger, der vedrører Skats administration,« tilføjer departementschefen.

Flere advarsler mod svindel

Berlingske ville gerne have spurgt, om departementschefen senere eller på anden vis er blevet orienteret om den utilstrækkelige kontrol, men departementschefen var før deadline ikke vendt tilbage om dette.

På nuværende tidspunkt står det klart, at Skat blev advaret ad flere omgange om risikoen for, at der kunne forekomme fejlagtig refusion af udbytteskat til udenlandske investorer i danske aktier.

Der kom en advarende rapport i 2013, én i 2010, og der var sågar et forløb forud for det. Fælles for rapporterne er, at Skat ønskede at sikre en bedre kontrol med, at de, der anmoder om penge fra udlandet, nu også ejer danske aktier, som gør dem berettigede til at modtage pengene. Skat fik sågar et nyt indberetningssystem i begyndelsen af 2013, der medførte, at alle udloddende selskaber skal angive udlodningen og indberette oplysning om udbyttemodtager samtidigt.

Hvem har ansvaret?

Men lige meget hjalp det, for fra 2013 til 2015 er 6,2 mia. kroner formodentlig blevet uretmæssigt udbetalt fra Skat. Skatteminister Karsten Lauritzen (V) lader skinne igennem, at ansvaret for at følge op på de kritiske revisionsrapporter ikke ligger i departementet, men derimod ligger hos styrelsen Skat, hvor Jesper Rønnow Simonsen er øverste direktør.

»Jeg har ikke noget at udsætte på Skatte­ministeriets medarbejdere i den her sag,« siger Karsten Lauritzen.

»Ansvaret for, hvad der foregår i Skat i forhold til opfølgning på interne revisionsrapporter, ifalder hverken minister eller departementchef, men altså Skat (styrelsen, ikke ministeriet, red.),« siger skatteminister Karsten Lauritzen.

Det vil sige, at ansvaret er Skats direktør Jesper Rønnow Simonsens?

»Det er det, vi skal have afdækket nu, altså hvad der præcist er sket. Jeg ønsker hverken over for rullende kamera eller over for skrivende journalister at dømme embedsmænd, hvad enten det er chefer eller menige fuldmægtige, medmindre jeg har et oplyst grundlag at gøre det på,« siger ministeren.