Den politiske forståelse er mest sigende, hvor den ikke siger noget

Erklæringen om den politiske forståelse på venstrefløjen er fuld af løfter, men ikke særlig konkret i forhold til, hvordan samfundet skal skabe den velstand, som skal finansiere øget velfærd og klimaomstilling. Der er skudt godt og grundigt til hjørne, og mange spørgsmål presser sig på i forhold til, hvordan Socialdemokratiet vil definere en »ansvarlig økonomisk politik«.

Mette Frederiksen kan være tilfreds med de vage formuleringer i den politiske programerklæring, som de fire partier på venstrefløjen kunne blive enige om. Men den nye statsminister må samtidig indse, at det bliver Morten Østergaard, der skal kæmpes med i den økonomiske politik. Henning Bagger/Ritzau Scanpix

»Udgangspunktet for regeringen er VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand.« Denne ene sætning fik nakkehårene til at stritte i 2011, da Thorning-Schmidt regeringen fremlagde sit regeringsprogram efter lange forhandlinger i det sorte tårn. Den nye politiske forståelse fra de fire røde partier indeholder ingen sådanne referencer. Men regeringen forpligter sig fortsat til at føre en »ansvarlig økonomisk politik«, omend den i modsætning til tidligere ikke eksplicit skal være »stabilitetsorienteret«.

Morten Østergaard sagde ved et pressemøde onsdag, at »det her bliver ikke en uansvarlig økonomisk politik, hvor man bare kan knalde skatterne op«. Men begrebet »ansvarlig« er dog mildest talt udfordret i et arbejdspapir, der er tungt på løfter om at bruge penge, men lidet detaljeret på, hvordan der skal skabes velstand for at betale for øget velfærd og klimaomstillingen.