Den globale gæld sætter ny rekord: Er vokset med 60.000 mia. kroner på ni måneder

Det høje gældsniveau hænger som en mørk sky over den globale økonomi, advarede Verdensbanken i sidste uge. Nu viser en ny rapport, at den globale gæld er steget til et rekordhøjt niveau.

Den samlede globale gæld er steget til et rekordhøjt niveau, viser en ny rapport. Fold sammen
Læs mere
Foto: Yuriko Nakao/Reuters/Ritzau Scanpix

På ni måneder er verdens samlede gæld vokset med 9.000 mia. dollar – eller omkring 60.000 mia. kroner – og er nu oppe på 253.000 mia. dollar. Det svarer til 322 procent af verdens samlede bruttonationalprodukt (BNP), hvilket er et rekordhøjt niveau.

Det er en rapport fra The Institute of International Finance (IIF), der viser, at den globale gæld voksede eksplosivt i de første ni måneder af 2019. Især virksomheder og lande har været lånelystne, bemærker IIF.

De nye tal kommer blot en uge efter, at Verdensbanken advarede om, at den globale gæld har nået et bekymrende højt niveau.

Verdensbanken understreger, at det kan være fornuftigt for lande at optage lån, hvis det sker for at øge investeringer i infrastruktur, sundhed og uddannelse.

Fire »bølger«

Men, lyder advarslen, de historiske erfaringer tyder på, at vi er på vej i den forkerte retning. Ifølge Verdensbanken står vi lige nu midt i den fjerde globale »bølge« af gældsopbygning inden for de seneste 50 år, og læren fra de foregående tre tegner ikke godt.

»De tre første endte med finansielle kriser i mange vækstøkonomier og udviklede økonomier. I løbet af den nuværende bølge, der startede i 2010, har stigningen i gælden i disse økonomier allerede været større, hurtigere og mere bredt baseret end i nogen af de foregående tre bølger,« skriver Verdensbanken i organisationens seneste prognose for den globale økonomi.

Den første bølge af gældsopbygning gik hårdt ud over flere lande i begyndelsen af 1980erne, den anden bølge kulminerede omkring årtusindskiftet, mens det tredje bølge endte med finanskrisen, der ramte hele verden hårdt for 12 år siden.

Den fjerde bølge af global gældsopbygning skyldes især, at gældsætningen i mange vækst- og udviklingsøkonomier er steget kraftigt. Det gælder ikke mindst i Kina, hvor landets virksomheder har skruet markant op for gældsætningen de seneste år.

Ingen tegn på opbremsning

De historiske erfaringer får Verdensbanken til at opfordre verdens regeringer til at udvise forsigtighed med yderligere gældsopbygning. Dog er der ikke udsigt til, at den globale gæld holder op med at vokse lige foreløbigt.

Ansporet af lave renter estimerer IIF, at den samlede globale gæld vil overstige 257.000 mia. dollar i første kvartal. Den udvikling vil primært blive drevet af stigende gæld uden for den finansielle sektor, vurderer organisationen.