Den Europæiske Centralbank gør klar til at affyre kanon: »Det er godt nyt for danske boligkøbere«

Den Europæiske Centralbank, ECB, valgte torsdag at holde pengepolitikken i ro. Centralbankchef Christine Lagarde gør dog klar til at give europæisk økonomi en saltvandsindsprøjtning i december. Det peger på lave danske boligrenter så langt øjet rækker, fremhæver cheføkonom.

Den Europæiske Centralbank, ECB, med Christine Lagarde i spidsen gjorde det torsdag klart, at centralbanken er klar til at lempe pengepolitikken senere på året. Det peger på fortsat lave renter for danske boligejere. Fold sammen
Læs mere
Foto: Daniel Roland/AFP/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den Europæiske Centralbank, ECB, valgte torsdag at holde renten i ro, ligesom der heller ikke blev annonceret andre lempelser af pengepolitikken.

ECB-chef Christine Lagarde gjorde det dog klart, at hun står klar til at affyre den pengepolitiske kanon senere på året, hvis det bliver nødvendigt – hvilket det meget vel kan blive.

»Det skorter nemlig ikke på udfordringer for centralbankchef Christine Lagarde og resten af ECB. Inflationen er alt for lav – og endnu mere presserende, så er Europa i øjeblikket ramt af en voldsom anden bølge af covid-19. Det har fået flere store europæiske lande til at indføre endog meget skrappe restriktioner,« siger Sydbanks cheføkonom, Søren V. Kristensen.

»Alt det kan gøre det sværere for ECB at opfylde inflationsmålsætningen, og derfor trækker det i retning af, at Lagarde og co. på rentemødet i december skal i arbejdstøjet igen. Det måske kan endda være sådan, at en ny runde med stor uro på de finansielle markeder kan tvinge ECB til at træde i aktion allerede i de kommende uger,« siger Søren V. Kristensen med henvisning til de seneste dages store kursfald på de europæiske aktiemarkeder.

Berlingskes økonomiske redaktør, Ulrik Bie, vurderer også, at ECB kommer med nye lempelser af pengepolitikken i december.

»Glem alt om inflation. Det handler udelukkende om økonomisk overlevelse. ECBs altoverskyggende bekymring er lige nu, at de sydeuropæiske lande står over for noget, der ligner en økonomisk nedsmeltning med de nye restriktioner. Desuden bliver indfasningen af den store EU-genopretningspakke forsinket et stykke ind i 2021. Uden tydelige tegn på, at ECB forlænger sine nødprogrammer forbi næste sommer, risikerer man, at renterne begynder at stige i de sydeuropæiske lande. Det må bare ikke ske,« siger Ulrik Bie.

Nye restriktioner i Europa

Torsdag offentliggjorde EU-Kommissionen også sin månedlige Economic Sentiment Indicator (ESI), der er en samlet indikator for de europæiske virksomheders og forbrugeres syn på den nuværende og fremtidige økonomiske situation.

Både for euroområdet og EU som helhed forblev den samlede indikator uændret. Den samlede indikator dækker dog over flere interessante forskelle.

Mens optimismen i industrisektoren steg for sjette måned i træk, faldt optimismen i servicesektoren, der ellers har været i fremgang siden juni. Samtidig faldt optimismen hos de europæiske forbrugere.

Blandt de store europæiske lande var den økonomiske optimisme nogenlunde uændret i Italien og Spanien, mens den faldt i Frankrig og steg i Tyskland.

Onsdag aften bebudede Tysklands kansler, Angela Merkel, dog en række restriktioner, som blandt andet betyder, at restauranter, barer, klubber og diskoteker skal være lukkede, mens maksimalt to husholdninger må mødes.

I Frankrig har præsident Emmanuel Macron også annonceret, at store dele af landet vil blive lukket ned fra fredag, ligesom flere andre europæiske lande også har (gen)indført restriktioner for at bremse smittespredningen.

»Det er godt nyt for danske boligkøbere...«

De nye restriktioner vil utvivlsomt lægge en dæmper på optimismen hos både forbrugere og virksomheder. Det gælder ikke mindst for de mange restauranter, hoteller og andre servicevirksomheder, som er direkte påvirket af de nye tiltag.

Jeppe Juul Borre, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank

»Både dagens rentemøde og udsigterne for den kommende periode tilsiger, at renterne forbliver lave i en rum tid endnu. «


»Med den seneste smittespredning og bølge af nye restriktioner forventer vi, at nøgletallene yderligere vil tilte til den svage side over den kommende periode. Med til historien hører, at industrien foreløbig klarer nogenlunde frisag, mens det i særdeleshed er serviceerhvervene, som dykker. Det er til forskel fra foråret, hvor service såvel som industri bragede ned,« siger Jeppe Juul Borre, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank.

»Både dagens rentemøde og udsigterne for den kommende periode tilsiger, at renterne forbliver lave i en rum tid endnu. Det er godt nyt for danske boligkøbere og boligejere, som nyder godt af det aktuelt lave renteniveau. Det har  givet en bidragende hånd til boligmarkedet herhjemme, som buldrer derudad. Samtidig nyder mange eksisterende boligejere godt af de lave renter, hvor en del i øjeblikket konverterer ned i rente til billigere lån,« siger Jeppe Juul Borre.