Den britiske økonomi lider

Trods nye og bedre tal for detailhandlen lider den britiske økonomi stadig så meget under recession, at Storbritannien for første gang i 16 år har optaget lån i juli. Statsgælden er nu næsten 7.000 milliarder kroner.

Foto: Andrew Winning/Reuters. Mens det lysner for den britiske detailhandel, må Storbritannien se sig tvunget til at optage nye lån.
Læs mere
Fold sammen
LONDON: Mørke skyer hænger fortsat over britisk økonomi, selv om der øjnes små lyspunkter med nye og bedre tal for den britiske detailhandel.

De nye tal for detailhandlen viser, at der i juli var dobbelt så stor en vækst – 0,4 pct. i stedet for 0,2 – end forudset af eksperterne.

Væksten var dog fortsat på et lavere niveau end i juni, hvor sommerens store udsalg med rabatter på helt op til 70 pct. i blandt andet mange af Londons butikker trak handelen 1, 3 pct. op.

Har optaget nye lån
Fremgangen i detailhandlen sender et lysegrønt håb til briterne om bedre tider på et tidspunkt, hvor negative historier om økonomien fortsat dominerer nyhedsbilledet.

Den britiske økonomi hænger stadig i dyndet efter det globale kollaps sidste år, og det viser sig også nu, at Storbritannien for første gang i 16 år har været nødt til at optage nye lån i juli. Otte mia. pund har staten lånt, og det bringer statsgælden op på svimlende 800 mia. pund svarende til næsten 7.000 mia. kroner.

Grunden til, at Storbritannien må optage nye store lån, bunder i recessionen og en galopperende arbejdsløshed, der har reduceret indtægterne fra selskabsskat med 38 procent og fra indkomstskat med 14 procent.

»Finanskrisen har været et chok for Storbritannien,« siger Tony Dolphin, seniorforsker i økonomi fra forskningsinstituttet IPPR.

Tony Dolphin vurderer, at det vil tage to-tre år, før den britiske økonomi for alvor er kommet ovenpå igen.

Recessionen har ramt Storbritannien ekstra hårdt, fordi satsningen på finanssektoren har haft førsteprioritet gennem mange år. Derfor er der ikke brugt nær så mange ressourcer, hverken økonomisk eller politisk, på at støtte egentlig produktionsvirksomhed.

Nye satsninger søges
»Storbritannien bør satse mere på andre områder end den finansielle sektor fremover. Blandt andet på medicinalindustrien, hvor Storbritannien i forvejen er stærk og i juridisk rådgivningsvirksomhed,« siger Tony Dolphin.

I sidste uge kom det frem, at mens Storbritannien stadig trækkes med negativ vækst, er andre store økonomier som Tyskland, Frankrig og Japan kommet ud af recessionen.

Håbet er fra britisk side, at den mere positive udvikling i Tyskland og Frankrig kan være med til at trække det tunge britiske lokomotiv fra perronen.

Nationalbanken Bank of England vurderer i ny analyse, at Storbritannien kan være heldig med at komme ud af recessionen i efteråret. Andre finder dog den forudsigelse for optimistisk.

Beregninger viser, at den negative vækst for i år i værste fald kan blive på minus 5,6 pct.

Omkring statens fortsatte gældsætning siger David Buick fra finansieringsvirksomheden BGC Partners til The Times:

»Til syvende og sidst, kan vi fumle os frem til jul, men jeg er meget bekymret for fremtidsudsigterne for 2010 og 2011. Vi kan ikke opretholde en offentlig sektor, der låner på et niveau, hvor skatterne må gå op, direkte eller indirekte. Det vil betyde mindre disponible indkomster, som vil gøre detailhandlen sårbar.«