Debat om planloven bør vendes 180 grader

Fokus. Planlovsdebatten kører lige nu i højt gear, men desværre foregår det i samme rille, som var det en vinylplade fra 1970erne.

02BUSHaderup-faar-omfartsve.jpg
»Vi er ikke mere end godt fem millioner mennesker i Danmark, og vi må derfor økonomisere med den detailhandel, der kan leve af vort forbrug,« skriver Country manager i Steen & Strøm Danmark Søren Brogaard. Foto: Morten Stricker Fold sammen
Læs mere

Debatten om Planloven bør vendes om for at nå fælles mål i en fremadrettet detailhandelsdækning. I stedet for et fokus på at landsbyer i alverdens størrelser pinedød skal have et dækkende detailhandelstilbud, bør fokus rettes mod, hvordan vi skaber rammer, der vil sikre et realistisk antal større byer, som har tilbud, der tilfredsstiller moderne mennesker og ikke mindst de unge.

Undlader vi denne vigtige nuance i debatten, ender vi med tilflytning til, og koncentration af tilbud, alene i de allerstørste byer, som i min optik vil ende med at blive færre end ti.

Styr på detailhandelsbegreberne

Dagligvarebutikker og udvalgsvarebutikker bør adskilles i debatten om Planloven. Dagligvarer er købmandsbutikker samt specialbutikker inden for fødevarer. Udvalgsvarer er modebutikker, isenkram, sportsbutikker, parfumerier, lingeri, radio/TV, boghandel, optikere og lignende.

Alene den lange liste, og kundernes krav om flere butikker inden for hvert sortiment, giver konklusionen, at udvalgsvarer samlet set ikke kan finde et marked i enhver lille eller mellemstor by i Danmark. Forbrugerne kører gerne efter større indkøbssteder, hvor udbuddet er stort og suppleret med tilbud inden for f.eks. restauration, underholdning og kultur.

På dagligvaremarkedet, hvor forskellige butikstypers sortiment alene adskilles af antal varenumre inden for de enkelte dagligvaregrupper, har discountbutikkernes effektive distributionssystemer allerede under de nuværende rammer sørget for en meget bred dækning.

Et begreb, som også er vigtigt at få på plads i planlovsdebatten, er hypermarkedernes placering i detailhandelsbilledet. Disse enheder burde for længst være hevet ud af den forkrampede kamp om dagligvaredistributionens planlægning, som gennem årtier har været ført af købmandsorganisationen De Samvirkende Købmænd.

Intet hypermarked har en arealmæssig overvægt af dagligvarer. Udvalgsvarer er langt hovedparten af sortimentet, og hypermarkedskonceptet er derfor mere at sammenligne med traditionelle stormagasiner som Salling og Magasin. Blot i en større grad af selvbetjening.

Det ønskværdige er, at vi får flere byer med tilbud, der både inden for detailhandel og andre tilbud som kultur, arkitektur, sportsfaciliteter, caféliv, uddannelse m.v. har et format, der tiltrækker det urbane menneske unge som ældre. Tilflytningen fra land til by vidner om at de, som formgiver vort lands udvikling, bør gå med denne trend og ikke imod, hvis koncentrationen skal bredes ud til omtrent 20-25 byer i stedet for ovennævnte maksimalt ti byer.

Vi er ikke mere end godt fem millioner mennesker i Danmark, og vi må derfor økonomisere med den detailhandel, der kan leve af vort forbrug, og erkende, at kunderne ikke kommer, fordi vi etablerer detailhandel, men derimod at detailhandlen etablerer sig, fordi kundeunderlaget er til stede.

Nej til en total liberalisering!

Den organisation, som jeg repræsenterer, mener ikke, at »alle skal have lov til alt«. Vi er for en planlægning; men en planlægning, hvor rammebetingelserne underbygger visioner og mål om, hvor tingene skal ske, men ikke en detaljeregulering om hvad der skal ske.

Detailhandlen er alt for dynamisk til at kunne udsættes for en fastfrysning af, hvordan tingene ser ud lige nu. Rammerne skal kunne give plads til det ukendte. Ønsker en sportsbutik at etablere en butik med klatrevægge, løbebaner eller bassin til afprøvning af kajakker, skal de ikke begrænses af en fastlåst maksimal butiksstørrelse.

Afgrænsningen af hvor eller i hvilke byer, vi vil have tingene til at ske, vil sikre, at eksempelvis omkostningsmekanismer op imod omsætningsmuligheder regulerer både dynamik og diversitet. Hypermarkeder skal således ikke kunne etableres hvor som helst, men henvises til de prioriterede byområder, hvor den øvrige udvalgsvarehandel understøtter en interessant bymidte.

Shoppingcentre er byudviklingsprogrammer

Vi har ikke et mål om at bygge storcentre i det åbne land. Centre placeret dér blev primært placeret i det åbne land, fordi kommunerne dengang ønskede de og derfor udlagde områder udenfor byerne for at aflaste for den stigende biltrafik, som planlæggerne dengang forudså.

Vi vil meget hellere, sammen med landets og udlandets mange dygtige arkitekter, kombinere vores viden om hvordan detailhandlen virker bedst i samspil med det eksisterende bymiljø. I vores optik består en moderne bymidte af samspil mellem et overdækket shoppingmiljø og et tilsvarende attraktivt shoppingmiljø i det fri. Vi elsker, når der stilles krav om kvalitet frem for rigide kampe om, hvorvidt projektet på komma er i overensstemmelse med rammebetingelserne.

Man bør prioritere udvalgte byer

Antallet af byer til prioritering i en fremtidig planlægning har allerede valgt sig selv. Sætter man en prik på et kort for hver gang et nationalt eller internationalt butikskoncept er repræsenteret, vil et danmarkskort med disse 20-25 byer hurtigt tegne sig. Altså byer, hvor den professionelle og kommercielle del af detailhandlen finder tilstrækkeligt kundeunderlag til en fornuftig butiksdrift.

Nu burde man måske sige »tjek – målet er nået«, men pointen med den prioriterede planlægning af udvalgte byer er imidlertid at kunne udbygge disse byers attraktion til fastholdelse af det nødvendige kundeunderlag for både detailhandel og andre bymæssige tilbud. I modsat fald er det vores vurdering, at tilflytningen fra land til by vil koncentrere sig i og omkring de fire landsdelscentre samt en lille håndfuld andre byområder.

Politisk mod søges

Med en erkendelse af, at det fælles mål om en bredest mulig detailhandelsdækning bedst nås ved at gå med udviklingen i stedet for imod, burde konklusionerne for den fremadrettede planlov ligge lige for. Men det kræver politisk mod at gå imod mantraet om, »at småt er godt og stort er lo..« og »alle er lig«, eller det liberalistiske alternativ med »enhver er sin egen lykkes smed«, hvor man lader markedskræfterne klare planlægningen.

Dette er ikke vores anbefaling til planlægningen og den politiske debat. Vi efterlyser derimod politikere, som med tro på moderne byudvikling og vor mange dygtige arkitekter på dette felt vil markere sig med nye tanker og ikke blot stå frem og gentage konforme og protektionistiske program­erklæringer om at fastholde. Men i stedet vil udbygge rammerne og give ligeværdig konkurrence til de større bysamfund, hvor unge og andre urbane mennesker ønsker at leve og bo.