De, der udleder mest, skal betale mest. Sådan lyder det fra Laurence Tubiana, der er en af arkitekterne bag Parisaftalen. Hun har konkrete forslag til, hvor der skal sættes særligt ind.
Det er den rigeste del af verden, der udleder markant mest drivhusgas.
I runde tal udleder den rigeste ene procent af verdens befolkning mere drivhusgas end de fattigste 66 procent. Det vil en af eksperterne bag Parisaftalen nu lade dem bøde for.
»Der er ikke kun tale om forskelle mellem rige og fattige lande. Uligheden findes også inden for hvert enkelt land. Rige indere og rige amerikanere har en ens livsstil,« fortæller Laurence Tubiana, der er administrerende direktør for European Climate Foundation, til The Guardian.
Opfordringen kommer forud for klimatopmødet COP29 i Aserbajdsjan, hvor det altafgørende slagsmål kommer til at stå om, hvordan verdens rigeste lande – og personer – skal bidrage økonomisk til udviklingslandenes omstilling og tilpasning.
Det vender vi tilbage til.
For Parisaftalen, som Laurence Tubiana er en af arkitekterne bag, opfordrer nu blandt andet til, at skatter og afgifter skal øges for verdens rigeste.
Alt sammen fordi de globalt set er de største klimasyndere.
De konkrete forslag, som Laurence Tubiana har, kommer efter årtiers erfaring med klimaændringer og bæredygtig udvikling.
Som eksempel forklarer hun over for The Guardian, at det kun er omkring halvdelen af Storbritanniens befolkning, der benytter sig af luftfarten.
Derfor er et af forslagene en flyafgift, som skal målrettes direkte mod den del af befolkningen, som flyver mest.
Og den del af befolkningen, der flyver mest, er ifølge franske Laurence Tubiana de rigeste.
Derfor mener hun også, at det ville være hensigtsmæssig at målrette en afgift direkte mod businessclass- og førsteklassessæder.
Fordelen var regeringsrepræsentanter samlet i Bonn i Tyskland, hvor FNs sekretariat for klimaændringer har base.
Her var repræsentanterne samlet til 14 dages indledende samtaler, som samtidig er en anledning til, at embedsmændene kan teste nogle af deres vigtigste forslag frem mod COP29.
Og her er særligt finansieringen af udviklingslandenes grønne omstilling et rødglødende emne.
På klimatopmødet i København i 2009 indgik verdenssamfundet en aftale om, at de rige lande fra 2020 til 2025 skulle betale 100 milliarder dollar i klimabistand til verdens fattige lande.
Det er det mål, der nu skal erstattes af en ny model på COP29.
På mødet var en af de store forhåbninger for Laurence Tubiana, at de meget rige vil samarbejde med regeringerne om at betale for klimakrisen. Især håber hun, at den yngre generation vil komme på banen.
»Men vi er nødt til at overbevise dem om det,« sagde hun.
Direktøren er ikke den eneste, der har pilen rettet mod verdens rige i ønsket om at få styr på den globale klimakrise.
Senest har Berlingske beskrevet, hvordan den amerikanske delstat Vermont står til at blive den første, der vedtager en lov, som skal holde oliegiganter økonomisk ansvarlige for klimaskader.
Det er nemlig fossile brændstoffer – som olie, kul og gas – der er nogle af de helt store syndere, når det kommer til globale klimaændringer og drivhusgasudledninger.
Alene udgør de mere end 75 procent af udledningen af drivhusgasser ifølge FN.
