De mange advarsler fra Lars Rohde

Erhvervsjournalist Lars Erik Skovgaard. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den ene advarsel afløser ofte den anden, når direktør Lars Rohde fra Danmarks Nationalbank åbner munden. Han peger gerne og hyppigt på, at der er brug for en stram finanspolitik, at de offentlige underskud er i fare for at blive for store, og at arbejdsløsheden allerede nu er så lav, at der uhyre let kan opstå mangel på arbejdskraft, som presser lønnen op og svækker konkurrenceevnen.

Danmarks Nationalbank holder også meget af at underholde med budskaber om, at boligejerne har for stor gæld, hvorfor adgangen til lån uden afdrag bør begrænses, ligesom banker og realkredit bør polstre sig bedre mod fremtidige tab.

Budskaber som disse irriterer givet mange danskere med ejerbolig og driller alle de politikere, der hellere vil høre noget andet.

Men det mådehold, som Lars Rohde anbefaler, er den klart bedste medicin for dansk økonomi på længere sigt.

Begyndte de offentlige underskud herhjemme således at svulme op, ville det før eller siden sætte spørgsmålstegn ved Danmarks kreditværdighed, trække renten op og sætte den danske krone under pres.

En sådan udvikling er noget af det sidste, som Danmarks Nationalbank ønsker, eftersom en af deres vigtigste opgaver er at holde den danske krone tæt op ad en aftalt centralkurs over for euroen, der hedder 746,038 kroner for 100 euro.

Lav arbejdsløshed er et andet luksusproblem, som Danmarks Nationalbank heller ikke er specielt glad for, eftersom det kan sætte fart på lønudviklingen og skabe inflation.

Danmarks Nationalbank skal således også forsøge at holde inflationen nogenlunde i skak, så tilliden til danske pengesedler og mønter forbliver intakt. Løb inflationen løbsk, ville pengene miste værdi med ekspresfart og tilliden til det finansielle system smuldre bort. Den slags sker med mellemrum i nogle af verdens mest vakkelvorne lande, og prisen bliver betalt dyrt i form af faldende velstand, store sociale forskelle samt nød og elendighed. Stabile og ordentlige forhold, hvor tingene udvikler sig nogenlunde roligt fra det ene år til det andet, er derimod rent guf for den økonomiske vækst og velstand på længere sigt.

Så det kan godt være, at Lars Rohde er irriterende og kommer med uønskede budskaber. Men hans opgave er lidt at være en omsorgsfuld mor, som hver aften beder sine børn børste tænder og lade være med at drikke for meget sodavand.

Den slags omsorg har politikerne i høj grad brug for, fordi de ellers fristes til at bruge for mange penge og lade udviklingen løbe løbsk i en uheldig jagt på kortsigtet popularitet.

En uafhængig centralbank med en stærk leder, som siger til og fra på de rette tidspunkter, og som ikke venter for længe med at komme med nødvendige advarsler, er derfor guld værd for det danske samfund.