De har egentlig betalt for lidt, men snart får boligejere milliarder tilbage i skat: »Jeg er faktisk chokeret«

Et særligt princip ventes at blive vedtaget i forbindelse med ny boligskattereform. Og det vil sende milliarder af kroner efter boligejere, der slet ikke har betalt for meget.

Skatteminister Jeppe Bruus (S), forklarer i et skriftligt svar til Jyllands-Posten, at man har indført et forsigtighedsprincip for at sikre, at boligejerne ikke lider under flere års fejlagtige ejendomsvurderinger. Søren Bidstrup (arkiv)

Når det nye boligskattesystem træder i kraft ved årsskiftet i forlængelse af nye ejendomsvurderinger, ventes det at medføre en milliardbonus til en række heldige boligejere.

For en særlig gruppe står nemlig til at få refunderet boligskat, som de aldrig har betalt.

Det skriver Jyllands-Posten.

På tirsdag bliver den nye boligskattereform vedtaget ved lov i Folketinget. Den pakke omfatter en tilbagebetaling af boligskatter til borgere, der mellem 2011 og 2020 betalte for meget i boligskat.

Og ud af en forventet samlet tilbagebetaling på omkring 13,5 milliarder kroner ventes 2,3 milliarder at falde i lommerne på boligejere, der egentlig ikke skulle have pengene.

Det skyldes, at der vedtages et såkaldt »forsigtighedsprincip«, da man ikke regner med, at de nye ejendomsvurderinger rammer helt inden for skiven.

»Jeg er faktisk chokeret«

Derfor indføres et nedslag på 20 procent for alle boligejere, så de kun fremover skal beskattes 80 procent af vurderingen. Princippet omfatter boligskatter betalt siden 2011, hvor der siden har været store fejl i ejendomsvurderingerne, der ligger til grund for boligskatten.

Det betyder, at selvom en ejendom bliver vurderet marginalt dyrere end i 2011, og at boligejeren dermed har betalt for lidt i boligskatter siden da, er forsigtighedsprincippet så omfattende, at nogen vil få en refusion alligevel.

Eksempelvis, forklarer Jyllands-Posten, kan en boligejer, hvis hus blev vurderet til én million kroner i 2011, mens vurderingen skulle have været på 1,1 millioner kroner, se frem til at få 12.000 kroner udbetalt.

»Jeg er faktisk chokeret. Det er et kæmpebeløb, man betaler tilbage til nogle boligejere, som ikke har betalt for høj skat. Det er uretfærdigt og urimeligt,« siger SFs skatteordfører, Sigurd Agersnap, hvis parti står uden for aftalen, til avisen.

Skatteminister Jeppe Bruus (S), forklarer i et skriftligt svar til Jyllands-Posten, at der med de nye vurderinger er en »naturlig usikkerhed«, og at man har indført forsigtighedsprincippet for at sikre, at boligejerne ikke lider under det.