Danskerne shoppede for 30 milliarder på 23 dage i december

Dankort blev flittigt brugt i december, hvor danskerne handlede og overførte for næsten 30 milliarder kroner.

Foto: Linda Kastrup. 2015 gav ny dankortrekord med et samlet forbrug på knap to milliarder kroner.
Læs mere
Fold sammen

Dankortet bliver brugt særdeles flittigt, når julegaverne skal i hus i december.

Julen 2015 overgår sidste års jul, både når det handler om, hvor mange gange dankortet blev hevet op af lommerne, og hvor mange penge der blev brugt, viser tal fra Nets.

De første 23 dage af december handlede og overførte danskerne for knap 29,6 milliarder kroner med deres dankort. Det er en stigning på 6,6 procent i forhold til samme periode sidste år.

I alt blev 94,8 millioner betalinger gennemført. Det er en stigning på 7,9 millioner eller ni procent i forhold til samme periode sidste år.

Også i år var dagen før lillejuleaften den dag, hvor der blev shoppet mest igennem.

Tirsdag 22. december blev der købt ind med dankort for 1,7 milliarder kroner. Det rækker til en plads som nummer tre på top ti over de dage gennem tiderne med størst forbrug med dankort.

I 2015 har foreløbig fem dage markeret sig på den liste.

Som nummer et ligger den sidste fredag i november 2015. Den danske detailhandel og altså også forbrugerne har for alvor taget det amerikanske udsalgsfænomen Black Friday til sig på denne dag.

Det gav ny dankortrekord med et samlet forbrug på knap to milliarder kroner.