Danskerne ser lyst på privatøkonomien: Udsigt til flere penge mellem hænderne

Nye tal fra Danmarks Statistik vidner om, at danskerne ser optimistisk på den økonomiske fremtid. Ekspert mener, at det er et "vink med en vognstang" om et godt forbrugsår.

»Forbrugerne har grund til optimisme, for 2018 tegner lyst både for den enkelte danskers økonomi og for samfundsøkonomien i det hele taget,« lyder det fra en økonom hos Danske Bank ovenpå dagens forbrugertillidsindikator. FOTO: Jeppe Bjørn Vejlø Fold sammen
Læs mere
Foto: Jeppe Bjørn Vejlø

Vi er mere optimistiske, når det gælder økonomien. Det viser de nyeste tal fra Danmarks Statistiks forbrugerindikator, der fortæller noget om befolkningens syn på den økonomiske situation. Forbrugertilliden steg fra 8,2 i januar til 8,5 i februar, men siden samme tidspunkt 2016 er tilliden steget fra 3,1. Kort sagt: Vi er mindre skeptiske – og ifølge eksperter bør vi også være det.

»Forbrugerne har grund til optimisme, for 2018 tegner lyst både for den enkelte danskers økonomi og for samfundsøkonomien i det hele taget,« siger Louise Aggerstrøm Hansen, der er privatøkonom hos Danske Bank.

Ifølge hende er  der blandt andet udsigt til højere lønvækst end sidste år, mens priserne stiger langsommere end forventet.

»Så mange kan se frem til at have flere penge mellem hænderne i 2018 end i 2017. Samtidig venter vi, at fortsat stigende beskæftigelse og fremgang på boligmarkedet vil være med til at understøtte danskernes økonomi i 2018,« siger hun.

Og danskerne er også ved godt mod på den lange bane. Tilliden til, at dansk økonomi vil være bedre om et år, steg fra en indikator på 13,8 i januar til 17 ved seneste måling.

Særligt interessante tal

Dagens tal er indsamlet fra de første to uger af måneden, hvilket falder sammen med et massivt kursfald på aktiemarkedet, der begyndte i USA den 9. februar. Men mens markederne var urolige, tog danskerne det tilsyneladende helt afslappet.

»En mulig forklaring er helt oplagt, at udsving i aktiekurserne stort set ikke påvirker danskernes hverdagsøkonomi. Det er kort og godt de færreste danskere, der har en stor beholdning af aktier i fri beholdning,« siger Tore Stramer, cheføkonom i Nykredit.

Han spår, at fremgangen i beskæftigelse, indkomst og boligpriser vil give medvind i forbruget:

»Det er et vink med en vognstang om, at 2018 tegner til at blive et rigtig godt forbrugsår.«

Trods danskernes optimistiske syn på fremtiden, forventer Søren V. Kristensen, makroøkonom i Sydbank, ikke en ny forbrugsfest i den nærmeste fremtid. Danskerne har lært af krisen, der begyndte i 2008.

»Det lægger en dæmper på forbruget, men sørger også for, at opsvinget i dansk økonomi ikke denne gang ledsages af en gældsopbygning hos danskerne, som man ellers ofte ser det i opsving,« siger han.