Danskerne handlede for knap 2 mia. kr. lillejuleaftensdag

I forhold til julen 2015 handlede danskerne i år samlet set for 38 mio. kr. mere om dagen med Dankort.

Foto: Erik Refner

De første 23 dage af december handlede og overførte danskerne for knap 30,5 mia. kr. med deres Dankort. Dermed lå danskernes brug af Dankort 2,9 pct. over forbruget i samme periode sidste år. Det oplyser Nets.

Lillejuleaftensdag alene blev der handlet for 1776 mio. kr., og det blev dermed den mest travle dag med Dankort i december.

Det er nok til en fjerdeplads på højeste dankortforbrug på én dag. Black Friday 2016 og 2015 samt 30. december 2015 lå højere.

- Generelt er danskerne mest flittige med deres Dankort i julemåneden, hvor det gennemsnitlige daglige forbrug samlet set ligger en del højere end på en gennemsnitsdag resten af året, oplyser Nets.

Fra januar til og med november i år har danskerne samlet set, i gennemsnit, brugt deres Dankort til at handle og overføre 1020 mio. kr. om dagen.

- De første 23 dage af december lå det daglige gennemsnitsforbrug på 1325 mio. kr., hvilket således er knap 30 pct. over forbruget med Dankort på en gennemsnitsdag resten af året, lyder det fra Nets, der tilføjer:

I forhold til julen 2015 handlede danskerne i år samlet set for 38 mio. kr. mere om dagen med Dankort.