Danske virksomheders FN-eksport falder

Danske virksomheders eksport til FN faldt fra 2013 til 2014 med cirka 700 millioner kroner. Dansk Erhverv efterlyser mere hjælp til virksomheder, der vil prøve kræfter med udenlandske markeder.

Foto: FABRICE COFFRINI. Danske virksomheders eksport til FN faldt fra 2013 til 2014 med cirka 700 millioner kroner. Dansk Erhverv efterlyser mere hjælp til virksomheder, der vil prøve kræfter med udenlandske markeder.
Læs mere
Fold sammen

På et hængende hår holdt Danmark fast i en plads på top 10 over de lande, der eksporterede mest til FN i 2014.

Det betyder imidlertid ikke, at eksporten fra Danmark til FN er stigende. Tværtimod. Fra 2013 til 2014 faldt danske virksomheders eksport således med 700 millioner kroner fra 3 til 2,3 milliarder kroner.

Faldet i eksport fra Danmark undrer Jacob Scharff, der er markedschef i Dansk Erhverv. Han mener, at FN er et oplagt eksportmarked for danske virksomheder, fordi FN-byen i den københavnske Nordhavn giver et godt grundlag for at skabe kontakt til udenlandske markeder, fordi virksomhederne dermed ikke behøver at rejse til det store udland og famle i blinde for at finde kunder.

»København er sammen med Geneve og New York en af de store FN-byer med flere centrale FN-institutioner. Det giver danske virksomheder en unik mulighed for at vinde aftaler og på den måde komme ud i den store verden. FN-kontoret i København er en god trædesten for virksomhederne til at få hul på deres eksport,” siger Jakob Scharff.

Svært at komme i gang

Det er ikke muligt at opgøre, præcis hvad og hvor meget de enkelte lande sælger til FN, men sikkert er det, at FN er storkøber af danske varer og services.

Især IT-udstyr, motorkøretøjer, medicinsk udstyr og transportydelser er blandt de ting, danske virksomheder eksporterer mest til organisationen.

En af virksomhederne, der eksporterer meget til FN, er den Randers-baserede grafiske virksomhed Phoenix Design Aid. I spidsen for virksomheden står Dennis L. Nielsen, der har otte ansatte i Randers og en lang række freelancere og underleverandører rundt om i hele verden. 70 procent af Phoenix Design Aid kommer fra FN, og selv om det går godt for Dennis L. Nielsens virksomhed, forstår han godt, at mange danske virksomheder ikke eksporterer til FN.

»Man skal være meget tålmodig og forstående, fordi det tager lang tid for FN at få tingene til at spille internt. Det kan mange virksomheder simpelthen ikke vente på, fordi de har mange andre opgaver, de kan tage fat på. Og så er FN ikke altid særlig hurtige til at betale for de varer, vi leverer. Pengene kommer altid ind på kontoen, men der går nogle gange noget tid – det er ikke den model, man har brug for i Danmark, fordi bankerne ikke har den samme tålmodighed",« siger han.

Og ifølge direktøren er det svært at komme i gang med eksporten til FN, fordi der nemt kan gå et par år, inden det giver et ordentligt afkast.

"Det er en investering at begynde at arbejde sammen med FN. Der kan nemt gå et eller to år og måske længere, før det kan betale sig. Så det tager lang tid, og så er det rigtig svært at komme i gang, fordi man er nødt til at sætte sig ind i, hvordan organisationen er skruet sammen. Man skal være indstillet på, at man skal betale noget, før man får noget ud af det,« siger Dennis L. Nielsen.

Mangler kendskab til de udenlandske markeder

Ikke desto mindre er eksport til offentlige kunder i udlandet potentielt et stort marked for danske virksomheder. Virksomhederne har konkurrencedygtige produkter og services, og de er vant til at sælge til den offentlige sektor i Danmark.

Markederne for offentlige udbud i udlandet er imidlertid svære at gå til, og hos Dansk Erhverv så man gerne, at virksomhederne får adgang til en statslig service, hvor de kan få information om muligheder og regler på udenlandske markeder for offentlige udbud.

»Danske virksomheder gør det godt, men de tørre tal for FN-salget viser et behov for, at vi gør mere for at hjælpe virksomhederne ind på markedet for ’udbudseksport’ til offentlige kunder i udlandet – for eksempel ved at kortlægge potentialet for salg til offentlige kunder i udlandet og stille den viden til rådighed for virksomhederne,« siger han.