Danske rigmænd taber stort på kostbare lystbåde

En forretningsmæssig succes i én branche er ingen garanti for, at man kan videreføre succesen andre steder. Slet ikke i bådbranchen. Det ved hovedaktionæren i Group 4 Securicor og storinvestor i Skagen, Jørgen Philip-Sørensen. Og det ved stifteren af Martin Gruppen, Peter Johansen.

Yacht fra det danske firma Danish Yacht Fold sammen
Læs mere
Foto: Prfoto
Millionerne er fosset ud af Group 4-milliardæren og hovedaktionær i den internationale sikringskoncern Jørgen Philip-Sørensens nordjyske skibsværftseventyr.

Sidste år måtte Jørgen Philip-Sørensen tilføre sit økonomisk skrantende skibsværft i Skagen, Danish Yacht, over 70 millioner kroner i ny egenkapital efter en årrække med dundrende underskud.

Værftet har specialiseret sig i store lystfartøjer, sejl- og motorskibe på ca. 80-150 fod (ca. 25-45 meter i længden, red.), til internationale velhavere, men har senest bygget en serie på seks minestrygere til det danske søværn.

Dyre lærepenge
Siden 2001 har Danish Yacht haft et samlet tabt før skat på godt 92 millioner kroner. Helt galt gik det i 2005, da værftet kom ud med et underskud før skat på 42,5 millioner kroner.

Sidste år fik Danish Yacht et beskedent overskud før skat på ca. én millioner kroner, men ejeren Jørgen Philip-Sørensen betaler nogle dyre lærepenge i den internationale branche med kræsne og krævende velhavere som kunder, der kun vil acceptere det ypperste i kvalitet og design.

Store følelser og design
»I Danmark har vi i mange år været dygtige til at bygge kommercielle skibe til handelsflåden. At bygge superyachts er et stor skifte og en ny branche, der reelt først blev startet op i slutningen af 1990’erne i Danmark. Det handler om luksus, om detaljer, store følelser og design, og vi taler om et helt andet kundesegment og en helt anden måde at arbejde på i forhold til, hvad vi var vant til tidligere,« siger direktør på Danish Yacht siden 1. april 2006, Per Hesselbæk.

Heller ikke Peter Johansen, der stiftede og skabte Martin Gruppen med speciale i røgmaskiner, intelligente lysrobotter og styresystemer til lys, indtil han solgte sine aktier i 1999, er lykkedes specielt godt målt på indtjening i branchen for lystbåde og superyachts til det internationale marked.

Peter Johansen startede virksomheden Royal Denship i 1999 med salg, udvikling, projektstyring og produktion af skibe til videresalg, og virksomheden, der indgår i Peter Johansen Group, har i en årrække benyttet sig af mindre danske værfter.

Tabte egenkapital
I sidste regnskabsår tabte Royal Denship sin egenkapital, men moderselskabet Peter Johansen Group har tilkendegivet, at virksomheden ønskes opretholdt, og at man vil yde den nødvendige likviditet til fortsat drift.

Tabene i Royal Denship er langt fra på samme niveau, som Jørgen Philip-Sørensens værft i Skagen. Royal Denship kom ud af regnskabsåret 2006/07 med et underskud på knap 15 millioner kroner. Året har dog været præget af et par »usædvanlige« forhold.

Under en prøvesejlads sejlede et nybygget skib ind i kajen med 40-50 kilometer i timen og blev totalskadet. Den dramatiske episode, der fandt sted umiddelbart før skibet skulle afleveres til ejeren i februar i år, har ifølge regnskabet påført Royal Denship et væsentligt tab. Ifølge Peter Johansen var skibet underforsikret.

Samtidig har virksomheden i det forløbne regnskabsår ændret en aftale med en samhandelspartner, som også har påført selskabet et tab.

»Uden disse to usædvanlige forhold ville årets resultat have været markant bedre.

Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra ejeren af Danish Yacht, Jørgen Philip-Sørensen.