Danske boligjægere har færre huse at vælge mellem

Der er stadig færre huse til salg i Jylland og på Fyn, mens udbuddet på Sjælland vokser lidt.

Foto: Sofie Mathiassen

Hvis man er på udkig efter et nyt hus, bliver der stadig længere mellem de potentielle mål. Antallet af huse til salg i Danmark falder nemlig, viser tal fra Finans Danmark.

»Danskere på jagt efter et nyt hus har færre boliger at vælge imellem,« siger Ane Arnth Jensen, der er vicedirektør i Finans Danmark, i en pressemeddelelse.

Tal fra Finans Danmark viser, at 36.274 huse er til salg i Danmark, hvilket er færre end sidste år og en fortsættelse af en generel trend siden 2011.

»I store dele af Jylland og på Fyn er antallet af boliger til salg faldet det seneste år, mens der på det meste af Sjælland har været en lille stigning,« siger Ane Arnth Jensen.

Tallene afslører også, at det skrumpende udvalg for huskøbere tilsyneladende også betyder, at købere er hurtigere til sætte deres signatur på en aftale.

Et hus ligger i gennemsnit til salg i 251 dage. Det er knap en måned mindre end for et år siden.

Gennemsnittet er faldet er for alle landsdele undtagen København by og omegn.