Danske Bank: Opsvinget mangler det sidste fart

Der er mærkbar fremgang i dansk økonomi, men der mangler lige det sidste.

Foto: Søren Bidstrup. Cheføkonom hos Danske Bank, Las Olsen, ser en dansk økonomi med potentiale til mere.
Læs mere
Fold sammen

Det vurderer Danske Bank, som peger på, at beskæftigelsen har været stigende siden 2013, husholdningerne har fået flere mellem hænderne, og virksomhederne øger salget markant mere, end inflationen stiger.

Samtidig er både forbrugere og virksomheder positive, og væksten ser ud til at fortsætte i de kommende år. Alligevel er der flere mangler ved opsvinget.

Dels faldt eksporten i de sidste tre måneder af 2017, virksomhedernes investeringer dykkede en smule, og privatforbruget steg kun 0,8 pct.

»Man skal ikke hæfte sig for meget ved et enkelt kvartal, men det er i hvert fald ikke et billede af entydig fremgang, der præger nogle af de vigtigste dele af efterspørgslen,« skriver Danske Banks cheføkonom, Las Olsen, i bankens kvartalsvise prognose for dansk økonomi.

»Vores forventning er, at vi på alle tre områder kommer til at se mere vækst de kommende år, for forudsætningerne for det er til stede, men det er selvfølgelig også en reel mulighed, at udviklingen fortsætter med at skuffe, og det vil i sidste ende kunne mærkes også i virksomheder og husholdninger,« skriver han.

Danske Bank har skruet ned for sin vækstprognose for dansk økonomi, så den sigter efter en vækst på 1,8 pct. i bruttonationalproduktet, BNP, i år og 1,9 pct. næste år. Ved bankens seneste prognose i januar var forventningen 2,0 pct. og 1,9 pct.

Banken vurderer - trods flere svagheder i økonomien i slutningen af sidste år - at risikomomenterne i økonomien primært er overophedning frem for krise.

»Der er ingen tvivl om, at væksten er over det trendmæssige niveau. Det er dog også vigtigt at understrege, at der indtil videre ikke er mange tegn på overophedning, hverken på arbejds- eller boligmarkedet. Det er en risiko, ikke en realitet,« skriver Las Olsen.

Han nævner også, at en potentiel lockout i den offentlige sektor, som kan blive en realitet 10. april, vil kunne få en markant effekt på den danske økonomi.

»Men det vil i sagens natur være midlertidigt, og en del af den tabte produktion vil komme tilbage i de følgende kvartaler. Private virksomheder kan også blive berørt, hvis konflikten for eksempel rammer den offentlige transport,« skriver Las Olsen.