Danske Bank bekymret over stigning i konkurser

Antallet af konkurser i danske virksomheder voksede i sæsonkorrigerede tal til 416 i november fra 398 i oktober.

Foto: Thomas Lekfeldt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Antallet af konkurser i danske virksomheder voksede i sæsonkorrigerede tal til 416 i november fra 398 i oktober. Dermed er antallet af konkurser vokset de seneste tre måneder, viser tal fra Danmarks Statistik.

Og det er bekymrende for den danske økonomi, som fortsat synes ustabil på trods af fremgang i nøgletal, lyder vurderingen fra Danske Bank.

- Med dagens tal er vi faktisk tilbage på niveau med, hvad vi så for et år siden. Det er en smule bekymrende, at antallet af konkurser er steget så kraftigt, når man tager in mente, at økonomien faktisk har været i fremgang fem kvartaler i træk. Tallet understreger, at selv om det går frem for dansk økonomi, så er udviklingen stadig skrøbelig, og der vil være bump på vejen, inden økonomien har normaliseret sig, skriver Mikael Olai Milhøj, der er makroanalytiker hos Danske Bank, i en kommentar.

Danske Bank venter dog fortsat - på trods af torsdagens tal - at dansk økonomi vil fortsætte sin forsigtige fremgang i de kommende kvartaler.

- Heldigvis er antallet af konkurser en bagudskuende statistik, idet virksomheder først med en vis forsinkelse går konkurs, hvis økonomien er i tilbagegang, fordi de fleste virksomheder først vil kæmpe for overlevelse. Derfor siger dagens tal ikke noget om, hvad vi kan forvente af den fremtidige økonomiske udvikling, skriver Mikael Olai Milhøj.

- Vi er stadig forsigtige optimister på vegne af dansk økonomi, og vi forventer, at væksten vil tiltage i styrke næste år, selv om der ikke er tale om nogen kraftig vækst i dansk økonomi. Den øgede økonomiske aktivitet burde dog hjælpe virksomhederne, og vi forventer derfor også, at antallet af konkurser vil begynde at falde igen, fortsætter analytikeren.