Dansk topøkonom på Wall Street siger farvel til Deutsche Bank

Efter 15 år hos Deutsche Bank skifter danske Torsten Sløk til investeringsselskabet Apollo Global Management.

Torsten Sløk er uddannet økonom fra Københavns Universitet og er en af de danske økonomer, der for alvor har gjort karriere i udlandet. Nu skifter han snart job fra Deutsche Bank til et investeringsselskab. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR

Efter 15 år i Deutsche Bank i New York søger den danske økonom Torsten Sløk nu nye græsgange. Han skifter til investeringsselskabet Apollo Global Management Inc. Torsten Sløk er en af de højest placerede danske økonomer i udlandet.

Nyheden kommer fra Bloomberg. Torsten Sløk er oprindeligt uddannet økonom fra Københavns Universitet, og han er en af de danskere, der for alvor har gjort karriere på Wall Street i New York. Hans nuværende position er cheføkonom hos Deutsche Bank Securities. I den position har han lavet et væld af analyser af ikke mindst den amerikanske økonomi, men også den internationale.

Torsten Sløk bliver cheføkonom i Apollo, der arbejder med alternative investeringer.

»Vi er glade for at kunne sige velkommen til Torsten Sløk,« skriver Apollos copresidents, Scott Kleinmann og Jim Zeller, i en e-mail til Bloomberg.

»Vi er sikre på, at hans globale kompetencer og hans højt respekterede synspunkter på markedet vil blive et værdifuldt aktiv for vores team og investorer,« hedder det videre fra Kleinmann og Zeller.

»Efter 15 år hos Deutsche Bank vil jeg forfølge en mulighed hos en af de største alternative investeringsrådgivere i verden,« skriver Torsten Sløk i en e-mail til Bloomberg.

Før Torsten Sløk kom til Deutsche Bank, arbejdede han blandt andet i OECD (Organisation for Economic Co-operation and Development) i Paris. Inden da arbejdede han fire år hos Den Internationale Valutafond (IMF) med udarbejdelse af World Economic Outlook og i afdelingen med ansvar for Kina, Hongkong og Mongoliet.

I Berlingske var der for en del år siden et portræt af Torsten Sløk under overskriften »Dansk komet på Wall Street«.

Han har ud over Københavns Universitet læst på det amerikanske Princeton University.