Dansk patentekspert: Ledelsen på forkert kurs

En kontaktperson fra den centrale fagforening hos EPO, SUEPO (Staff Union of the European Patent Office), afviser i en mail over for Berlingske, at SUEPO samarbejder med den kritiske internet-blog Techrights.com om chikane mod EPOs bestyrelsesformand Jesper Kongstad, som er direktør for Patent- og Varemærkestyrelsen.

Jesper Kongstad, direktør for Patent- og Varemærkestyrelsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

Den pågældende har ifølge eget udsagn været udsat for repressalier fra ledelsen og ­ønsker derfor ikke at få sit navn frem.

Det er en mangeårig europæisk patentagent (European Patent Attorney) til gengæld ikke bange for. EPO-ledelsen er på vildspor og er ved at ødelægge den europæiske patentorganisation, mener George Brock-Nannestad.

Han tager afstand fra den anonyme chikane af Jesper Kongstads person, men han er nådesløs i sin kritik af den kurs, bestyrelsesformanden har lagt:

»Ledelsen af EPO ønsker at nedbringe sagspuklen i organisationen, men de bruger mere stok end gulerod, og medarbejderne føler, at de ikke får lov til at gøre deres arbejde fagligt tilfredsstillende. Ledelsen skyer ikke noget middel til at banke medarbejderne på plads, inklusive diciplinærstraffe, midlertidig bortvisning og forsøg på almindelig tilsvining,« skriver George Brock-Nannestad i et debat­indlæg i Ingeniøren.

Over for Berlingske uddyber han:

»Ledelsen tænker kun i produktivitet, men EPOs professionelle medarbejdere har et andet syn på, hvad der er ansvarlig sagsbehandling. Mange afgørelser om patenter bliver anket til ankeinstansen Boards of Appeal, men den har EPO-ledelsen udsultet ved at undlade at genbesætte stillinger. Derfor opstår der en enorm sagspukkel,« lyder hans vurdering.

Roy Schestowitz fra Techrights.com oplyser til Berlingske, at han kæmper mod patenter på software:

»Jeg har ingen venner eller familie i EPO, men den råddenskab, jeg har set, har motiveret mig til at skrive om det. Jo dybere jeg er gået, desto mere foruroliget er jeg blevet,« skriver Roy Schestowitz, der lægger spalter til hårde personangreb på Jesper Kongstad.

»Jeg skrev første gang om Jesper Kongstad for mere end to år siden. Jeg var utilfreds med det arbejde, han laver, og den uro, han skaber i EPO. Timingen for offentliggørelsen af disse fakta er relateret til konflikten i EPO. Det gør dog ikke oplysningerne forkerte.«