Den danske økonomi voksede mere end først antaget i første kvartal af 2016.
Bruttonationalproduktet (BNP) i sæsonkorrigerede tal gik frem med 0,7 procent i forhold til kvartalet før, hvor den tidligere opgørelse viste fremgang på 0,5 procent.
Det viser den endelige opgørelse fra Danmarks Statistik, som har revideret nationalregnskabet.
- Den økonomiske fremgang skyldtes især vækst for industrien og vareeksporten, lyder forklaringen fra Danmarks Statistik på fremgangen, der var bedre end ventet.
- For den indenlandske efterspørgsel bidrog især husholdningernes og det offentliges forbrug positivt til væksten. Der var en mindre vækst i investeringerne, mens især udviklingen i lagrene bidrog negativt til væksten.
Den overraskende fremgang i starten af 2016 bygger dog på en vækst i 2015, der viser sig at være lavere end hidtil troet.
De reviderede tal for 2015 betyder, at væksten i BNP for 2015 er revideret ned til 1,0 procent fra tidligere 1,2 procent.
Det skyldes især, at udviklingen i andet halvår var svagere, end den seneste opgørelse viste, og det kan især tilskrives lavere offentligt forbrug.
Faktisk var dansk økonomi i teknisk recession, fordi væksten har vist sig at være negativ i både tredje og fjerde kvartal i 2015.
- Med den pæne vækst i første kvartal 2016 indhentes dog en betydelig del af tilbagegangen i andet halvår 2015, lyder det fra Danmarks Statistik.
Usikkerheden på BNP-væksten opgøres til plus/minus 0,5 procentpoint, oplyser Danmarks Statistik.