Dansk landbrug rammes af svækket dollar

Foto: Michael Bothager
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Dansk landbrug lider under den voldsomme svækkelse af den amerikanske dollar overfor euro, som giver USA overhånden på eksportmarkedet.

Det skriver Jyllands-Posten.

Svækkelsen af dollar straffer dansk landbrug på to fronter. Dels falder værdien af varer, der eksporteres til USA, og dels bliver de amerikanske varer billigere på eksportmarkederne i blandt andet Asien.

»USA er vores største konkurrent på de store eksportmarkeder som Kina og Japan. Den amerikanske produktion af grise er i vækst, og det ventes, at USA's svinekødseksport vil stige 10 pct. i år.«

»Når den faldende dollarkurs tilmed gør deres varer så meget billigere, er det klart, at vi møder hårdere konkurrence,« siger markedsanalytiker Karsten Flemin fra Landbrug & Fødevarer, til Jyllands-Posten.

I takt med USA øger salget på verdensmarkedet, vil europæiske slagterier blive presset til at sælge mere i Europa. Det kan betyde trykkede markedspriser i EU.

Danske landmænd, som i øjeblikket afventer begyndelsen af årets høst, mærker også presset.

Kursfaldet på dollar har isoleret set sænket kornpriserne i Danmark med 5-10 kr. per 100 kilo, hvilket har reduceret værdien af en gennemsnitshøst med 450-900 mio. kr.