Dansk Erhverv: Østergaard er økonomisk ansvarlig

Erhvervsorganisationen Dansk Erhverv er fortrøstningsfuld ved Morten Østergaards udnævnelse som ny leder for Det Radikale Venstre og som vicestatsminister.

Morten Østergaard har ifølge erhvervsorganisationen Dansk Erhverv været medvirkende til at sikre den økonomiske ansvarlighed, som regeringen har vist i sin regeringstid. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

En af landets stemmer og repræsentant for danske erhvervsliv, Dansk Erhverv, udtrykker tilfredshed med, at det fremover er Morten Østergaard, der griber tøjlerne i Radikale Venstre samt bliver vicestatsminister.

Morten Østergaard har ifølge erhvervsorganisationen været medvirkende til at sikre den økonomiske ansvarlighed, som regeringen har vist i sin regeringstid.

Det skriver Dansk Erhverv i en kommentar til søndagens magtskifte i toppen af dansk politik.

Administrerende direktør i organisationen Jens Klarskov er overbevist om, at Morten Østergaard vil fortsætte arbejdet med at sikre vækst, beskæftigelse og private arbejdspladser på et tidspunkt, hvor dansk økonomi fortsat ikke er kommet sig over den alvorlige økonomiske krise.

”Morten Østergaard overtager roret for Det Radikale Venstre på et tidspunkt hvor bølgerne går højt. Der skal vedtages en finanslov, som kan styrke grundlaget for vækst og beskæftigelse i det private erhvervsliv, samtidig med, at der tages hensyn til, at væksten i det offentlige forbrug er på kanten af EU-reglerne. Det kræver en sikker hånd, men det har Morten Østergaard i sin ministertid vist, at han besidder,” siger administrerende direktør Jens Klarskov.