Dansk Erhverv glad for taxameter-gennemsyn

Ifølge erhvervsorganisationen skal et nyt taxametersystem i højere grad fokusere på beskæftigelsen.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hos Dansk Erhverv hilser man videnskabsministerens melding om, at den såkaldte taxameterordningen skal finkæmmes, velkommen.

I organisationen mener man nemlig, at der i det nuværende taxametersystem, der sikrer videregående uddannelser økonomiske bonusser, når unge består eksamenerne, er alt for meget fokus på at få så mange som muligt gennem studierne.

Hos Dansk Erhverv mener man i stedet, at der skal kigges på, hvor mange der reelt kommer i arbejde efterfølgende.

- Hvis taxametersystemet skal bidrage til en vækstdagsorden, skal systemet belønne kvalitet frem for kvantitet, siger erhvervspolitisk konsulent i Dansk Erhverv Emilie Wedell-Wedellsborg.

- Et intelligent taxametersystem vil kunne indbringe statskassen en årlig BNP-gevinst på flere milliarder kroner, som skal bruges til, at vi får uddannelser af høj kvalitet, tilføjer hun.

Hovedbudskabet fra videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K) i forhold til en finkæmning af taxameterordningen er, at et eventuelt nyt system i højere grad skal rettes ind efter det, erhvervslivet efterspørger.

- Opgaven er at få et taxametersystem, der befordrer den vækst, der er brug for i samfundet, siger hun.

Og den holdning bakkes op af Dansk Erhverv, der foreslår, at universiteterne skal have et incitament til at uddanne unge, der matcher behovene bedre på arbejdsmarkedet.

- Ved at give uddannelsesinstitutionerne en økonomisk gulerod til at uddanne de unge, der kan gå ud og få et godt arbejde fremfor at stille sig bagerst i arbejdsløshedskøen, så er vi et godt skridt videre på vej mod vækst, siger Emilie Wedell-Wedellsborg.

Den ny arbejdsgruppe, der skal varetage den grundige evaluering af det nuværende taxametersystem, er en intern gruppe under Videnskabsministeriet.

Men ifølge videnskabsministeren vil gruppen i høj grad involvere eksterne parter bestående af både universiteterne, faglige organisationer, studerende og erhvervslivet.

/ritzau/