Dansk afvisning af forslag om lavere skat for kvinder

I årtier har ligestillingseksperter brudt deres hjerne for at finde ud af, hvordan man kan sørge for, at mænd og kvinder får samme løn for det samme arbejde.

Det har to italienske økonomiprofessorer nu fundet et svar på: Lad kvinderne betale mindre i skat og mændene mere.

På den måde vinder både arbejdsgiveren, kvinden og samfundet, skriver Politiken.

Arbejdsgiveren betaler kvinderne en lavere løn, kvinden tjener alligevel mere, og samfundet får flere i arbejde, fordi det så er mere attraktivt at arbejde for kvinderne.

»I det øjeblik min hustru tjener 30 procent mere i løn, og vi skal beslutte, hvem der bliver hjemme og passer vores barn, hvis det er sygt, kan vi finde på at beslutte, at jeg bliver hjemme, og hun går på arbejde«, siger økonomiprofessor ved Bologna Universitet Andrea Ichino.

Sammen med sin gamle studiekammerat Alberto Alesina, der er økonomiprofessor ved Harvard Universitet, har han udtænkt forslaget om såkaldt kønsbaseret beskatning. De to har regnet ud, at for at komme lønforskellene til livs i Italien, skal kvinderne kun betale 70 procent af, hvad mændene betaler. For at forslaget ikke skal koste offentlige penge, skal mændene til gengæld betale mere i skat, men ikke specielt meget, fordi de i forvejen tjener bedre end kvinderne.

I Danmark tjener mænd mellem 12 og 19 procent mere end kvinder.

I Danmark har flere ligestillingseksperter udtrykt stor skepsis over for ideen i det nyhedsbrev, som udgives af Kvinfo - et center, som informerer om kvinde- og kønsforskning. Forslaget gør det naturligt, at kvinder får en lavere løn end mænd, mener Karen Sjørup, som leder Center for ligestilling på RUC:

»Det er forfærdeligt kønsdiskriminerende. Hvis man fastlåser den situation, kommer vi ingen vegne. Det handler om, at kampen for ligeløn skal kæmpes, hvor problemerne er konkrete. Man kan ikke bare sige, at så bestemmer naturen og biologien«, siger hun.

Kilde: Politiken