Dansk aftale med tidligere skattely

Danmark har nu fået en aftale om udveksling af skatteoplysninger med endnu et skattely. Aftalen bliver underskrevet onsdag.

Foto: CLAUDIO PERI

Den 45. og sidste aftale om udveksling af skatteoplysninger mellem Danmark og endnu et skattely bliver underskrevet onsdag. Danmark har dermed aftaler med alle lande, der er blevet karakteriseret som potentielle skattely.

Det oplyser Skatteministeriet. Samlet bliver derfor fremover færre skattely, at gemme sin formue i. Det er De Forenede Arabiske Emirater, som Regeringen har forhandlet sig frem til en såkaldt TIEA-aftale med om udveksling af skatteoplysninger.

Det betyder, at Danmark onsdag får en aftale om udveksling af information i forbindelse med skattesager med alle de 45 lande og jurisdiktioner, der tidligere blevet karakteriseret som skattely.

»Aftalen med De Forenede Arabiske Emirater er den sidste i rækken, og dermed når vi et mål, som skiftende regeringer har forfulgt siden 2008. Nu har SKAT de bedste forudsætninger for at sætte ind over for personer og selskaber, der forsøger at skjule skattepligtige formuer eller indkomst i skattely,« siger skatteminister Karsten Lauritzen.

Skiftende regeringer har siden VK-regeringen i 2008 forhandlet med lande og jurisdiktioner, som har vigtige finansielle centre, og som derfor har kunnet bruges som skattely, om indgåelse af de såkaldte TIEA-aftaler. Aftalerne betyder, at myndighederne kan indhente oplysninger, hvis der er mistanke om, at personer eller virksomheder overfører skattepligtige beløb til konti i udlandet. TIEA-aftalerne er eksempelvis brugt i SKATs projekter, som afdækker ulovlige pengeoverførsler til udlandet.

Aftalen med De Forenede Arabiske Emirater skal underskrives onsdag den 4. november af skatteminister Karsten Lauritzen og finansminister i De Forenede Arabiske Emirater, H.E. Obaid Humaid Al Tayer, når han besøger København.

»Der har i de seneste år været en tendens til at tro, at Danmark kan bekæmpe skattely alene ved hjælp af stramninger herhjemme. Det er i mine øjne en forkert tilgang, som risikerer at gøre mere skade end gavn. Vi kan realistisk set ikke udrydde skattespekulation, men vi kan bekæmpe skattely gennem stærkt samarbejde på tværs af landegrænser,« siger skatteministeren.