Danmarks Nationalbank nedjusterer væksten

Der er behov for at stramme finanspolitikken herhjemme allerede nu, også selv om væksten i år bliver lidt svagere end tidligere skønnet, vurderer nationalbankdirektør Lars Rohde.

Foto: Mathias Bojesen. Nationalbanken afholder pressemøde i Repræsentantskabssalen onsdag 16. september 2015, hvor de offentliggør Kvartalsoversigt, 3. kvartal 2015.
Læs mere
Fold sammen

Dansk økonomi ventes i år at vokse med 1,8 procent, vurderer Danmarks Nationalbank. Det er lidt mindre end de 2,0 procent, som blev forudset for tre måneder siden.

»Vi vi nedjusterer væksten i år en smule på grund af den lidt svagere udvikling i  særligt eksport og privatforbrug i andet kvartal, men grundlæggende er udsigten for dansk økonomi uændret,« siger nationalbankdirektør Lars Rohde.



Danmarks Nationalbank fastholder også vækstskønnet på 2,1 procent næste år og på 1,8 procent for 2017.

Med så forholdsvis gode udsigter, anbefaler Danmarks Nationalbank også, at der allerede nu sker en stramning af finanspolitikken.

Kravene til opstramningen skærpes af, at det ifølge regeringens seneste skøn står værre til med de offentlige finanser end ventet.

»Kommer opstramningen for sent, er der risiko for, at opsvinget i økonomien bliver for kraftigt og dermed følges af en brat nedgang,« siger Lars Rohde.

Han tilføjer, at denne uheldige udvikling sidst blev set i Danmark i midten af 00’erne, hvor den økonomiske politik ikke blev strammet i tide, lønnen steg mere end produktiviteten kunne følge med til, og der var klare indikationer om mangel på arbejdskraft og høj kapacitetsudnyttelse i industrien. Det var med til at forstærke tilbageslaget efter finanskrisen og gav et stort fald i beskæftigelsen.

En vigtig forudsætning for at holde opsvinget på sporet er også, vurderer Danmarks Nationalbank, at de danske virksomheder har adgang til kvalificeret arbejdskraft – også fra udlandet, hvis der ikke er nok af de efterspurgte kompetencer på det danske marked.

Dagpenge- og pensionsreformerne har allerede gjort, at flere er kommet ud på arbejdsmarkedet.

»Men det er vigtigt at også nye reformer har fokus på at sikre mere arbejdskraft fremover,« siger Lars Rohde.

Nationens økonomiske tilstand: