Danmark: Inflationen aftog en smule i februar

De danske forbrugerpriser steg i februar med 0,6 pct. på årsbasis.

ARKIVFOTO 2013 Fold sammen
Læs mere
Foto: Kasper Palsnov

Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News var der ventet en årsstigningstakt på 0,7 pct.

Dermed er inflationen aftaget en anelse, da årsstigningstakten for forbrugerpriserne måneden forinden var 0,7 pct.

»Hovedgruppen bolig, der ved denne beregning har fået indarbejdet de årlige huslejetal, trækker betragteligt mindre op i årsstigningen i forhold til forrige måneds årsstigning.«

»I denne måned bidrager bolig med 0,19 pct.point til den samlede årlige inflation, i sidste måned bidrog den med 0,36 pct.point. Det er specielt gas samt huslejer mv., som begge hører under bolig, der har en mindre årsstigning i februar end måneden før.«

»Også fødevarer og ikke-alkoholiske drikkevarer trækker mindre op i årsstigningen end i forrige måned. Her er det specielt fødevarer, der trækker mindre op i årsstigningen for februar i forhold til for januar,« skriver Danmarks Statistik.

På månedsbasis steg forbrugerprisindekset med 0,7 pct. i februar i forhold til januar, viser statistikken mandag.