Danmark: Industriproduktion ramt af europæisk afmatning i august

Aalborg Portland cementfabrik
Den danske industriproduktion er faldet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

Den danske industriproduktion faldt med 1,1 pct. i august i forhold til måneden før.

Det oplyser Danmarks Statistik mandag morgen.

Udviklingen kommer efter en stor stigning i produktionen i juli, og Danmarks Statistik påpeger da også i opgørelsen, at indekset generelt har svinget meget i løbet af i år.

Samlet set er der dog gået tilbage i juni, juli og august, og det indikerer, at den generelle nedgang, der præger den europæiske industri lige nu, også begynder at få effekt herhjemme.

»I perioden juni-august er produktionen faldet med 1,6 pct. i forhold til de tre foregående måneder Dermed ses en mulig indikation på, at den afmatning, som er set i den europæiske industri siden starten af 2018, nu også påvirker produktionen i Danmark,« skriver Danmarks Statistik.

Det var særligt medicinalbranchen, der trak ned i den samlede produktion i august.

»I august var det branchen tekstil- og læderindustri, der havde det procentvise største fald på 8,2 pct., men det var branchen medicinalindustri, der med sit fald på 3,7 pct. havde den største indvirkning på det samlede produktionsindeks,« skriver Danmarks Statistik.

»Dette skyldes, at branchen har en vægt på 20,1 pct. i det samlede indeks og dermed havde et vækstbidrag på mere end minus 0,7 pct.,« hedder det videre i opgørelsen.

Handelskrig begynder at gøre ondt

Ifølge Las Olsen, der er cheføkonom hos Danske Bank, er det blandt andet handelskrigen mellem USA og Kina, der rammer den europæiske og globale produktionssektor.

Og selv om der skulle komme en bedring på den front snart, har de forhøjede toldsatser og optrukne fronter skabt så meget uro, at tilbagegangen også kan begynde at sprede sig til andre sektorer, vurderer han.

»Det skulle også være mærkeligt, om Danmark i længden kunne stå uden for den globale afmatning, vi har set i industrien, og som blandt andet hænger sammen med handelskrigen mellem USA og Kina. Formentlig bliver det værre, før det bliver bedre, og det kunne godt se ud til, at vi står over for en lille stigning i arbejdsløsheden,« skriver Las Olsen i en kommentar til tallene.

»Der er håb om, at handelskrigen går et gear ned, hvis man kan nå en form for aftale i denne uge, men meget skade er sket, og det ser ud til, at afmatningen i industrien nu er ved at brede sig til den langt større servicesektor rundt omkring i verden,« fortsætter han.

Nøgletal over den seneste lange periode har vist, at særligt produktionssektoren har været hårdt ramt af handelskrigen og den generelle afmatning flere steder i verden.

I sidste uge viste nøgletal fra den amerikanske servicesektor - der ellers har holdt den samlede udvikling oppe - også et noget større fald end ventet i september.

/ritzau/FINANS