Danmark balancerer på kanten af EUs budgetkrav

Staten regner med et underskud på godt 9.500 kroner per person i Danmark, og budgetunderskuddet bliver større næste år.

Foto: Jens Nørgaard Larsen. Finansminister Claus Hjort Frederiksen fremlægger Økonomisk Redegørelse og regeringens kasseeftersyn.
Læs mere
Fold sammen

Statskassen kan se fremtil et underskud på 54 milliarder kroner i år, hvilket svarer til godt 9.500 kroner per person i landet, og underskuddet ser ud til at vokse næste år til 57 milliarder kroner.

Dermed er underskuddet på den faktiske saldo vokset fra 1,3 procent af bruttonationalproduktet i maj til 2,7 procent i august. Ifølge den økonomiske redegørelse skyldes det overvejende en nedjustering af indtægterne fra pensionsafkastskatten på grund af udviklingen på de finansielle markedet. Nedjusteringen lyder i alt på 27,6 milliarder kroner.

Med et underskud på 57 milliarder kroner i 2016, vil underskuddet være på 2,8 procent. Dermed nærmer Danmark sig således EUs smertegrænse på maksimum 3 procent af BNP.

Udviklingen får nu både CEPOS og Arbejdernes Erhvervsråd til at røre på sig.

»Det er en markant forværring sammenlignet med tidligere. Det er med den nye vurdering meget svært at få øje på den underliggende forbedring af saldoen, som man ellers kunne forvente i lyset af de bedre konjunkturer. I lyset af de nyeste oplysninger virker saldoen ekstremt pessimistisk. Står den til troende, må man dog gå ud fra at regeringen annullerer Boligjobordningen som koster over 1 mia.kr. Hvis ikke klinger det såkaldte ”kasseeftersyn” hult,« lyder det fra AEs chefanalytiker Frederik I. Pedersen.

Fra CEPOS side påpeger man, at regeringens redegørelse udelukkende overholder budgetgrænsen, fordi den tidligere regering fremrykkede pensionsbeskatningen. Den liberale tænketank frygter, at en overskridelse af EUs budgetgrænse kan føre til skattestigninger i fremtiden, og argumenterer derfor for besparelser på de offentlige udgifter.

»Hvis Corydon ikke havde fremrykket pensionsbeskatningen i 2015, ville underskuddet ligge på 3,5 procent af BNP i 2015, og dermed ville EU's budgetregler være blevet brudt,« skriver cheføkonom Mads Lundby Hansen i en kommentar til den økonomiske redegørelse og fortsætter:

»Det store spørgsmål er, hvad der regeringen vil gøre, hvis det skønnede underskud for 2016 bliver større end budgetteret og dermed tipper over EU's 3 procentsgrænse. Jeg vil kraftigt fraråde, at man igen fremrykker pensionsbeskatning. Det skaber blandt andet mistillid til pensionssystemet. I stedet vil jeg anbefale at man nedjusterer de offentlige udgifter. I de forgangne år har man udsat tilpasningen ved at man gang på gang har fremrykket pensionsbeskatning. Nu bør tilpasningen af de offentlige udgifter komme.«