Danish Crowns hårde år

2014 blev på flere måder en grim overraskelse for slagterigiganten Danish Crown, der måtte kæmpe med store og uventede udfordringer.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

2014 blev et rigtig skidt år for en af verdens største slagterikoncerner, Danish Crown.

Læsere husker sikkert, at firmaets mindste og urentable slagteri i Rønne på Bornholm med 190 medarbejdere blev reddet i 11. time. Til manges overraskelse.

Sammen med en række andre erhvervsjournalister deltog jeg i et historisk pressemøde en dag i begyndelsen af juni. Hvor foregik det så? Ikke i Danish Crowns hovedsæde på Marsvej i Randers, men i Dansk Industris store glasmonument på Rådhuspladsen i København.

Koncernchef Kjeld Johannesen fra Danish Crown, som skulle prøve at skabe en overskudsforretning på at drive den bornholmske virksomhed videre, var ikke til stede. Topchefen måtte ellers være selvindskrevet som deltager i dette pressemøde.

Det blev repræsentanter for Dansk Industri og NNF, administrerende direktør Karsten Dybvad og forbundsformand Ole Wehlast, samt den magtfulde erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S), der glade fortalte om redningen af slagteriet. Efter pressemødet talte Berlingske med Danish Crowns hovedforhandler, divisionsdirektør Jesper Friis. Han valgte under pressemødet at holde sig uden for rampelyset. Den aftale var ikke hans værk.

Mit bud på Danish Crown-ledelsens usædvanlige ageren er, at man må have været misfornøjet – måske en smule fornærmet over – at den urentable og dødsdømte fabrik på solskins- og ferieøen i Østersøen alligevel blev reddet. Redningsaktionen var ikke logisk – set med kommercielle briller.

At Rønne-virksomheden, uanset redningsplan eller ej, fremadrettet kunne ventes at blive en god forretning, men antagelig aldrig ville blive det, viste forudgående måneders forhandlinger med al tydelighed.

At arbejderne i Rønne så fik anerkendelse for deres ja til investeringer i moderniseringer af slagteriet ved at lægge nogle få procent af deres løn i et investeringsselskab for at holde virksomheden kørende i fem år er i nogles øjne fint. Men det altafgørende krav om en lønnedgang på otte procent for slagteri- arbejderne fik Danish Crown ikke indfriet.

Ingen sagde det højt, men meget tyder på, at koncernen blev trykket hårdt på maven under forhandlingerne af både NNF og DI – med Sass Larsen på sidelinjen. At Danish Crowns kontante og drevne hovedforhandler, direktør Jesper Friis, havde det svært under de vanskelige forhandlinger hersker der næppe tvivl om. I parentes bemærket er den ambitiøse Jesper Friis et godt bud som efterfølger for administrerende direktør Kjeld Johannesen, når han en dag vælger at gå på pension.

Henrik Sass Larsen har givet over for Danish Crown gjort især én ting tydelig. Nemlig, hvor vigtigt det er for et socialt og samfundsmæssigt engageret selskab som Danish Crown at have den danske befolknings, lokal- og landspolitikernes og ikke mindst hans egen og efterfølgende erhvervsministres velvilje og opbakning. Ministerens opbakning og kolde statslige kontanter på 1,3 millioner kroner årligt til redning af slagteriet i Rønne kan Danish Crown måske få god brug for ved senere lejligheder. At Danish Crown ikke nåede målet om årlige besparelser på 25 millioner kroner på slagteriet, selv om det var tæt på, må firmaet leve med.

2014 har været et ualmindeligt barskt år for Danish Crown, Arla og andre danske fødevarevirksomheder. Det altomfattende stop for import af fødevarer fra de 28 EU-lande, herunder svinekød, som Rusland har indført, har alene i år kostet dansk landbrug og fødevareindustri fire milliarder kroner. Medvirkende til det store tab er, at prisen på svinekød er faldet markant. Trods russernes totalboykot leverede Danish Crown et solidt resultat for regnskabsåret 2013-2014. Virksomhedens omsætning var uændret 58 milliarder kroner.

Pyha, det holdt hårdt. Sådan tænker de sikkert i hovedsædet i Randers.