Dagens aktietip - onsdag

Aktietip. Er First North-børsen farlig for investorerne?

Ifølge en artikel i Ugebrev for Bestyrelser i starten af året er Fondsbørsens markedsplads for mindre unge selskaber, First North, på vej mod et kæmpeflop. På overfladen har Københavns Fondsbørs haft stor succes med at tiltrække nye selskaber til børsmarkedet. Men nynoteringerne er ofte sket på en måde, som giver kunstigt oppustede aktiekurser. Det vil før eller siden gå op for de private investorer, som har købt aktier i selskaberne, som kan stå overfor dramatiske kursfald.

Der lægges vægt på, at flere af aktierne er så svagt handlede, at det vil være vanskeligt at komme af med dem igen, hvis man ønsker at flytte sine penge til en anden investering.

Skuffede forventningerDet giver et problem for investorerne, hvis det viser sig, at selskaberne ikke kan leve op til de forventninger, man gav udtryk for ved noteringen. Og at der i flere tilfælde meget snart kan blive tale om skuffede forventninger er ganske sandsynligt, når man tager udgangspunkt i de vækstforventninger, som der gives udtryk for. Her kan man stille spørgsmålstegn ved, om ejerne ikke kunne have skaffet fremmedkapital til den fremtidige udvikling, hvis de voldsomme forventninger var realistiske. Og dermed beholdt mere af den forventede indtjening til sig selv i stedet for at måtte dele den med mange nye aktionærer.

Ligner et tag selv bordDer har været flere betænkelige situationer omkring First North-selskaber i år, som for eksempel når et selskab kun få uger efter emissionen meddeler, at den helt afgørende samarbejdspartner har sagt stop, og at prospektets forventede overskud på 1 mio. kr. nedjusteres til et forventet underskud på 10 mio. kr.

Der findes sikkert dygtigt ledede selskaber med gode fremtidsudsigter på First North-børsen, men lige nu ligner det til forveksling et tag-selv bord, hvor private investorer med rund hånd kaster penge i grams.