Dagens aktietip - onsdag

Aktietip. Vinderaktier i Aalborg.

I AktieUgebrevet nr. 007 præsenterede vi ti aktier, som vi tror på i 2007.

Aktierne kan deles op i to grupper: En forsigtig gruppe med fem solide selskaber, som med stor sandsynlighed vil levere en fin indtjening i 2007. Og en lidt mere spændende gruppe aktier, som er for den lidt mere risikobetonede investor. Her kan der blive tale om store kursstigninger, men også om store fald.

I gruppen af solide selskaber var Sanistål, som gennem de seneste år har demonstreret en god evne til at erobre markedsandele.

Dels gennem organisk vækst (mersalg fra den eksisterende del af koncernen) og dels gennem strategisk opkøb.

Sanistål startede 2007 med endnu et opkøb, da man overtog Carl F, og dermed forøgede omsætningen med 1 mia. kr. om året.

Det opkøb tog markedet særdeles venligt imod, og kursen på Saniståls aktier bragede opad.

Sanistål har hovedkvarter i Aalborg, og det har en anden af aktierne fra gruppen af vinderaktier i 2007 også. Nemlig Hedegaard.

Få det optimale ud af situationenKursmæssigt og indtjeningsmæssigt skiller Hedegaard sig ud fra de øvrige valgte selskaber ved at levere både et faldende overskud og en faldende kurs.

Vi anser dog bunden for at være tæt på m.h.t. kursen, og ledelsens evne til at få det optimale ud af situationen giver gode udsigter på lidt længere sigt.

Udover at de begge har hovedkvarter i Aalborg, så har Sanistål og Hedegaard også en anden fællesnævner.

Nemlig en særdeles kompetent ledelse, som formår at træffe de rigtige strategiske beslutninger.

Ledelsens kvalitet er et forhold, som alt for ofte undervurderes i vurderingen af et selskabs værdi.

Men da selskabets indtjening på blot lidt længere sigt er helt afhængig af de overvejelser og beslutninger, som ledelsen træffer, kan dette forhold ikke overvurderes.