Dagens afhøring aflyst: Centralt vidne fra Skat skiftede mening

Et af de centrale vidner i Undersøgelseskommissionen om Skat har hidtil afvist, at hun havde brug for en bisidder. Tirsdag morgen skiftede hun mening.

Lisbeth Rømer
Tirsdag skulle Lisbeth Rømer, der tidligere var afdelingsleder for det kontor i Skat, der stod for udbetaling af refusion af udbytteskat, have været afhørt af Undersøgelseskommissionen om Skat. Afhøringen blev imidlertid udsat, da hun efter gentagne opfordringer fra kommissionen nu har ønsket at få beskikket en bisidderadvokat. Fold sammen
Læs mere
Foto: CARSTEN SNEJBJERG

Lisbeth Rømer var afdelingsleder i Skat og chef for udbytteskattekontoret. Hun er derfor et af de centrale vidner i Undersøgelseskommissionen om Skat, som i disse måneder afhører tidligere og nuværende ansatte i Skat i håb om, at de kan kaste lys over, hvordan svindlere kunne lænse statskassen for mere end 12 mia. kroner ved på falsk grundlag at få refunderet udbytteskat.

I sidste uge forklarede Lisbeth Rømer sig første gang i retten, og i dag skulle hun så igen have afgivet forklaring. Men tirsdag morgen var vidnestolen tom. Dagens afhøring var forsinket, lød beskeden til de flere end 20 fremmødte bisiddere, en håndfuld journalister og andre tilhørere i Retten i Frederiksberg, hvor afhøringerne foregår.

Det viste sig snart efter, at Lisbeth Rømer slet ikke ville møde op til dagens afhøring, som derfor blev aflyst. Det fortalte formanden for kommissionen, landsdommer Michael Ellehauge. Baggrunden var, at Lisbeth Rømer tirsdag morgen – på opfordring fra kommissionen – valgte at få en bisidder, altså en advokat, som kan bistå hende.

Det har Lisbeth Rømer hidtil afvist, at hun havde brug for – til trods for, at kommissionen har opfordret hende til at have en bisidder ved sin side. Men tirsdag  morgen ombestemte hun sig altså, fortalte kommissionsformanden.

»Kommissionens opfattelse er, at alle vidner bør have en bisidder. Kommissionen har derfor igen her til morgen opfordret Lisbeth Rømer til at få en bisidder, da Lisbeth Rømer er et centralt vidne. Lisbeth Rømer har på den baggrund ønsket at få beskikket en bisidder. Derfor sker der ikke afhøring af Lisbeth Rømer i dag,« sagde Michael Ellehauge.

Betænkelig værtsrolle

Næsten alle de øvrige 106 vidner, der er indkaldt til at kaste lys over udbyttesvindlen, har valgt at have en bisidder. Statens udgifter til bisidderadvokaternes salær er med til at gøre Undersøgelseskommissionen om Skat til den hidtil dyreste kommission.

Michael Ellehauge uddybede ikke, hvorfor kommissionen havde gentaget sin opfordring til Lisbeth Rømer tirsdag morgen. Men det kan hænge sammen med, at dagbladet Politiken netop tirsdag skriver, at Lisbeth Rømer ifølge flere eksperter i forvaltningsret påtog sig en betænkelig værtsrolle, da hun som afdelingsleder i Skat personligt hentede to medarbejdere fra firmaet Acupay på det hotel i København, hvor de var indlogeret, og derefter gav dem en sigthseeingtur i byen.

De to ledende medarbejdere fra det amerikanske firma Acupay var 6. september 2012 kommet til København for at blive vejledt af Skat om, hvordan de skulle søge om at få udbytteskat retur på vegne af udenlandske ejere af aktier.

Det har siden vist sig, at Acupay var blandt de flere end 70 aktører, som Skattestyrelsen mener, er i svindlerklassen, og som styrelsen har stævnet i London. Ifølge Politiken stod Acupay for 3,6 mia. kroner af de i alt 12,7 mia. kroner, som udbyttesagen har kostet den danske statskasse.

Over for Politiken afviser Lisbeth Rømer, der i dag er pensionist, at der skulle være et problem i, at hun agerede både chauffør og rundviser.

»Ved du hvad, hvis der kommer nogen, der beder om at få et møde med os, og de bor i København, og jeg så – fordi jeg selv bor i København – venligt samler dem op på deres hotel og så lige kører dem en lille rundtur, det kan man godt,« siger Lisbeth Rømer til Politiken.

»De (Acupay, red.) skulle ikke opnå noget som helst. De ville tværtimod gøre det, så det blev rigtigt og derved lettest for os alle sammen,« siger hun.

På kant med habiltetsregler

Sådan ser eksperter i forvaltningsret og offentlig ret imidlertid ikke på sagen.

»Det lyder højst usædvanligt. Der er en vejledningspligt, men dette går langt ud over vejledningspligten, det er at rulle den røde løber ud. Det nærmer sig VIP-vejledning, at hun tager imod dem som gæster«, siger Michael Gøtze, professor i forvaltningsret ved Københavns Universitet, til Politiken.

Ifølge både Gøtze og Steen Bønsing, professor i offentlig ret ved Aalborg Universitet, kan Lisbeth Rømer med sin gestus være på kant med habilitetsreglerne.

»Der er så mange andre omstændigheder omkring forløbet – det foregår jo op til en konkret sagsbehandling – og derfor er jeg ikke så meget i tvivl om, at det ville begrunde inhabilitet,« siger Bønsing til Politiken.

Der er endnu ikke beskikket en bisidder for Lisbeth Rømer, og det vides derfor endnu ikke, hvornår hun kan afgive anden del af sin forklaring.