Da staten bad erhvervslivet om hjælp. »Når man bliver kaldt ind på den måde, stiller man selvfølgelig«

Kort tid efter at statsminister Mette Frederiksen (S) lukkede landet ned, blev der sendt bud efter håndplukkede folk i erhvervslivet, der kunne hjælpe staten med at løse vitale opgaver. Målet var at undgå »italienske tilstande« i Danmark. En af dem, der var bud efter, var administrerende direktør i Danske Rederier Anne H. Steffensen, der dagen efter en opringning fra Justitsministeriet mødte til første arbejdsdag i Rigspolitiets lokaler i Glostrup.

Anne H. Steffensen, adm. direktør i Danske Rederier, blev en central del af det danske kriseberedskab, da Danmark lukkede ned og staten frygtede »italienske tilstande«. Asger Ladefoged

Onsdag 25. marts kl. 10.30 ringede Anne H. Steffensens telefon. Det var et uventet opkald. Hun sad hjemme i privaten i Hellerup og passede sit job som adm. direktør for Danske Rederier under de nye arbejdsvilkår, som nedlukningen 11. marts havde påført mange danskere: Distancearbejde og videomøder.

I den anden ende af røret var departementschefen i Justitsministeriet, Johan Legarth. De to kendte ikke hinanden, men en ekstraordinær situation forbandt dem den onsdag i marts: Coronaepidemien. Staten havde brug for hjælp. Også fra private organisationer og virksomheder.