Crowdnews kaster sig ud i ny disciplin

Iværksætterforeningen er ved at stampe en ny nyhedskanal op af jorden, hvor iværksættere selv kan blogge om deres nyheder. Antallet af brugere har nået en milepæl, og nye funktioner kommer til.

Læs mere
Fold sammen

Behovet for en nyhedskanal, hvor startup-virksomheder skulle kunne skabe opmærksomhed om deres projekter, var sidste år med til at føde Iværksætterforeningens portal Crowdnews.

Siden november har iværksættere haft mulighed for at lægge indlæg, der lige har været en tur gennem en redaktionel vurdering, på sitet, så de kan fortælle nogle af de historier, der ikke altid når de øvrige medier, som dækker startup-økosystemet. Det til glæde for såvel aktører inden for iværksætter-miljøet som eksterne interessenter.

Sekretariatsleder i Iværksætterforeningen Anders T. Tang fortæller nu til Berlingske Business, at startfasen er overstået, og at fore-ningen mener, at der er ved at komme gang i portalen.

»Det går godt med Crowdnews. Der har nu været mere end 100 indlæg på siden, og vi efterkommer løbende brugernes ønsker og har derfor tilføjet nye kategorier på siden,« siger Anders T. Tang og tilføjer:

»Derfor kan man ud over nyheder, som siden begyndte med, også skrive gode råd til andre iværksættere, fortælle om kommende events i iværksættermiljøet og udgive debat-indlæg, og senest har vi tilføjet muligheden for at bringe efterlysninger, fordi vi af og til får henvendelser fra iværksættere, der for eksempel søger en samarbejdspartner eller en mentor.«

Antallet af nyhedsbrevabonnenter er nu nået over de 1.000, og det mener sekretariatslederen peger den rigtige vej for portalen. Det betyder dog ikke, at han mener, at Crowdnews har fundet sin endelige form.

»Den langsigtede vision for Crowdnews er ikke mejslet i sten, for brugerne er med til at bestemme udviklingen. Men vi vil rigtig gerne lave en platform, hvor iværksættere nemt kan formidle budskaber til andre iværksættere i resten af iværksættermiljøet. Det er netop derfor, at vi løbende tilføjer flere kategorier, man kan skrive i,« siger han.